Surfcasting DM 2025 på Langeland
Til DM 24, foreslog Steen Ole at vi holdt DM25 på Langeland. Faktisk som det arrangement vi havde planlagt i 2020, hvor vi i sidste øjeblik måtte aflyse på grund af Corona. Det blev en aftale, og vi var så heldige at lige nøjagtig den weekend var KFUM/K hytten på Langeland ledig.
Steen Ole med team, som var Sten Oles kone Bente, Kim og Michael fra Sportsfiskeren Langeland, stod for al kosten og det praktiske i hytten.
Når os der har været med til mange DM, ofte har diskuteret hvor vi havde fået den bedste kost, så har det klart været Hanstholm Camping Cafe der løb med titlen, men det er der nu lavet om på, det var på Langeland.
Vi startede med at mødes fredag kl. 18, hvor Steen Ole stillede op med rigtig dejlig hjemmelavet Gullasch suppe, inden DSK afholdt deres generalforsamling.
Lørdag havde vi valgt at fiske fra Botofte strand, hvor vi var i 2012. Vinden var ret kraftig, lige ind på stranden, og der var meget tang i vandet. I den første del af konkurrencen gik det fint med at holde line fri af det værste tang, når man brugte ankerlodder. Der blev fanget mange fiske i første halvleg. Ved halvleg skiftede vi pladser, men kort derefter begyndte det rigtig at blæse op, så der blev problemer med at holde linerne oppe, så det blev en kamp med tangen. Flere stoppede før tid.
Der blev fanget 1 rødspætte og 146 skrubbere over 25 cm, hvilket var 8,6 fisk pr mand i gennemsnit, hvilket bestemt er i den gode ende, og næsten samme som da vi var der i 2012, hvor gennemsnittet var 8,8 fisk pr. mand. Jim fangede den største fisk, en skrubbe på 37cm.
Vinderen blev Uwe med 21 fisk og 804 point, Per blev no. 2 med 16 fisk og 645 point, og no. 3 blev Eddie med 17 fisk og 643 point.
Det var super at komme tilbage i hytten, hvor Steen Ole og Team diskede op med rigtig lækker DM buffet, det var bare rigtig godt. Efterfølgende blev resultatet læst op, og præmierne blev delt ud.
Til kastekonkurrencen havde Michael fra Sportsfiskeren Langeland, lavet en aftale med en bonde om, at vi lånte en rigtig fin græsmark lige bag ved hytten, den var fuldstændig flad, og uanset vindretningen kunne banen lægges ud, så der var medvind. Bonden har tilbudt, at vi altid kan låne marken, en anden gang, da den altid er græs mark.
Vi blev 12 deltagere til kast. Der blev valgt 5 kast. Pr. mand, og som sagt var banen lagt med medvind, selvom der ikke var ret meget af den.
Resultatet blev førstepladsen: Bue med 200,3 m. Andenpladsen: Kristian med 193,9 m. Tredjepladsen: Tage med 191,0 m.
Michael Mortensen forbedrede sin personlig bedste med 125 gr til 130,7 m. Rigtig flot.
Kombineret fisk og kast blev så lidt spændende, da Kristian og Bue havde samme antal point, men da kristian havde den bedste placering i fiskekonkurrencen blev det ham der vandt, så toppen blev: Førstepladsen Kristian, Andenpladsen Bue og Tredjepladsen Per.
En kæmpe tak til dem der har hjulpet til, specielt til Steen Ole og Team. En tak til vores sponsorer Kott Fritid, DSK og Pure Fishing
Surfcastingsektionen under DSF
Arne
Sommerlejren Longelse Sønderskov