Hjem |  Forum |  Kalender

 

Specimencup d.29-31/5-2026

Tilbage i 2014 havde vi med stor succes afholdt specimencup på Røsnæs, så efter 12 år skulle succesen gentages. Vi fangede dengang 10 arter, så spændende om det kunne lade sig gøre igen i år. Vi havde booket hytter på Kalundborg camping, selv samme hytter hvor Anders post var blevet forment adgang, da der var beskyldninger om et ødelagt køleskab. Et køleskab som allerede var ødelagt ved ankomsten, men mon ikke det var glemt efter 12år og køleskabene skiftet ud for længst. 5 hold var tilmeldt bestående af: Thor+Michael M, Eddie+Michael S, Uwe+Steen Ole, Jim+Anders og Bue+Per.
Fredag aften mødtes vi alle til lidt social hygge ved hytterne og da solen gik ned og myggene havde blodfest gik vi hver til sidst, hvor hyggen fortsatte inden døre. Snakken gik i år på at vi som forsøg ville prøve at fjerne klubbens mindstemål på 20cm for arter uden mindstemål. Hvor tit har man ikke fanget en ulk på 19cm og ærgret sig over, at den lige manglede den ene cm. Da det jo er en specimencup, hvor det drejer sig om at fange mange arter, ja så kan det da kun medvirke til at få flere arter på scoringstavlen.

 
Dagen efter var der lodtrækning om pladser og udlevering af agn kl.9. Vi blev alle enige om at holde fast i at fjerne mindstemål. Efter 30min kørsel til spidsen af Røsnæs gik vi mod pladserne. Vi havde fordelt holdene med 2 hold til venstre for trappen og 3 til højre, således vi ikke skulle gå så langt på den stenede kyststrækning.
Kl.11 startede fiskeriet, og der gik ikke langt tid før de første fisk var på land, nemlig hornfiskene, som var meget bide villige og ja de tæller jo utrolig godt på pointskemaet.
Ved 12-tiden kunne de fleste pludselig høre et brøl fra plads 4, det var ham selv der landede en superfin havørred på bundtackle med børsteorm. 51cm sølvblank torpedo der kæmpede godt på min 13f surfstang og den sprang både fri af vandet, samt forfanget satte sig i stenene. Til sidst lykkedes det dog at løfte den fri og få den sikkert på land.

 

Artsfiskeriet fortsatte, og de fleste havde efterhånden fuldt hus i hornfisk og skrubbe og flere havde også fået lidt isinger. Når man havde agnet op med frisk madding, kunne man se på stangspidsen at der var nogle små nap, tydeligvis småfisk af en eller anden art. Jeg selv brugte krogstr. 2 og det lykkedes mig at krige en berggylte på 10-11cm.
Eddie er vandt til det med små krogstr. fra nordsøcup, så han var helt nede i str.6 krog og det lykkedes ham at fange en hel del små fisk, som kutlinger og gylter. Men samme tid fik han også en imponerende ising på hele 34cm. Så et råd herfra må være at bygge nogle forfang med små kroge til næste gang. Små kroge kan også fange store fisk.
Efter pladsskifte kl.16-17 var det forfra igen med ren pointtavle og artsjagten kunne begynde forfra. Skal selvfølgelig nævnes at alle mindre arter, som ikke skulle spises, blev af kroget og målt med det samme ved naboen, for derefter at få friheden igen.

 
Steen Ole havde skulderproblemer og måtte forlade konkurrencen ved pladsskifte. Flere andre valgte at tage hjem før tid og til sidst var det kun Bue og undertegnede der fiskede til kl.22, hvor konkurrencen sluttede. Vi håbede selvfølgelig på den sidste specielle art som manglede fuldstændigt i år, nemlig torsken.
Hjemme på campingpladsen var det nu tid til rengøring af fisk og grej. Et varmt bad efter en lang dag på stranden samt en godnat øl inden sengetid.
Dagen efter blev pointene talt sammen og der var alligevel et hold som skilte sig ud. Nemlig vinderholdet Eddie og Michael Snedker som havde en stor arts diversitet på scoretavlen, hvilket resulterede i 1361point. De fangede kutling, fjæsing, ising, skrubbe, hornfisk og gylte. Vi valgte ikke at skelne mellem berggylte og savgylte samt kutling og sortmundet kutling. 2.plads blev indtaget af Bue og Per med 1115 point. 3.plads gik til Thor og Michael med 1009 point. Se resterende point herunder.
Herefter var der uddeling af præmier samt rengøring af hytter.

Se hele resultatet, tryk her (Åbner på ny fane)



Skal man sammenligne specimencup fra 2014 og 2026, så er det tydeligt at der er sket ændringer i arterne og bestandene. I 2014 blev der fanget mange flere skrubber og isinger samt følgende arter som manglede i år: Torsk, sej, hvilling, ålekvabbe og ulk.
I år blev der til gengæld fanget fjæsing, som man ikke tidligere har observeret på disse kanter.

Det var i år en spændende og udfordrende konkurrence, som helt sikkert er blevet mere interessant idet vi har fjernet klubbens mindstemål (20cm) for fisk uden mindstemål.
Forhåbentlig kan vi til næste år afvikle konkurrencen på Jyllands siden og måske endda tilføje flere spændende arter til specimencuppen.

 Per