Kære Ivar.
Der findes ikke andre klubmedlemmer end dig på medlemslisten i Frederiksberg området. Det står desværre være til med dig end først antaget! Nu kan du heller ikke længere genkende dig selv, i en ellers tydelig beskrivelse. Hvad det kan skyldes ved jeg ikke, men her er mit bud på det.
Jeg her selvfølgelig lavet en del research, for at hjælpe dig. Du bør helt sikkert melde dig ud af løbeklubben ”De stramme tights”. De udnytter tilsyneladende din godtroenhed på det groveste. Har du aldrig undret dig over, at jeres to timer lange løbetur går via Ørstedsparken og du ikke kan huske noget som helst om selve turen igennem parken. Eller hvorfor du må bede konen om lov til at låne den ringformede pude, når i nyder morgenmaden dagen efter? Hvad med de ømme gummer, selv når du tager gebisset ud og har fjernet de små fra birkes fra rundstykkerne, er de ømme?
Jeg kan afsløre, at de folk, som færdes i netop den park om aftenen ikke har rent mel i ”posen” om jeg så må sige. Jeg forstår godt at du måske fortrænger det og måske er ved at udvikle en ekstra personlighed ved navn Ib. Det er ikke småting han må ligge krop til.
Der er jo også det med klokken, den kan du heller ikke mere. Jeg lagde mit oplæg på hjemmesiden klokken 15:57. Det er eftermiddag, ikke om natten i ly af mørket. Måske er det hele min skyld? Har jeg presset dig ud over kanten med mit indlæg eller er det mon dem fra løbeklubben? Det har aldrig været min mening at bringe dig ud af balance. Jeg bekymrer mig bare om dig og dit ve og vel. Forholdet du har til medaljen fra landskampen, er efter min mening ved at være meget usundt. Det er lidt lige som Sméagol, der med tiden forandrede sig til væsenet Gollum. Det må du love, at ikke sker med dig. Tænk bare på, hvordan din opførsel vil være til de kommende fiskekonkurrencer? Så kommer Ib jo til at går rundt og rode i vores spande med fisk og æde vores dem rå. Det kalder man godt nok sashimi, men alligevel mener jeg ikke, at det er sådan du skal ende dine dage. Jeg vil også komme til at savne den flinke rare og glade Ivar, ham er der sgu ikke nogen der kan undvære i vores klub og på vores forum.
Derfor har jeg forgæves forsøgt at råbe bestyrelsen op, for at få dem til at tage hånd om dig. Men de er vist ligeglad med dig, intet har man hørt. Det er for galt, at det grå guld skal behandles på den måde i Danmark. Jeg fortryder nu, at jeg ikke fik stemt på DF til valget.
Nu sidder du bare helt alene til langt ud på natten og skriver på hjemmesiden, for at holde en lille forbindelse til verdenen omkring dig. Du går hvileløs rundt i lejligheden og ser ud af vinduet på den kegleklippede cypres, for at finde svar på, hvorfor du ikke finde ro ved din kones side. Hun prøver forgæves, at få dig til at falde til at finde ro i sjælen. Opgivende siger hun til sidst, inden hun går i seng ”sid nu ikke for længe oppe min kære”. Men hendes ansigt afslører, at hun godt ved, at den formaning ikke når ind til hverken Ivar eller Ib.
Måske du kunne spørge Kristian eller Peter Ø. om hjælp? De to skylder dig så meget. Tænk blot på de forfærdelig lange ture hjem fra DM i Jylland, hvor du på sikkert vis har måttet føre den røde Audi 80 hjem til Frederiksberg. Og med så berusede og overstadige venner på bagsædet, har det ikke været nogen let opgave. Der har ved gud været langt hjem, især når Kristian har vundet kastekonkurrencen og nogle svagelige Jyder. Øl og stemmebånd løb de jo ikke sådan tør for. Her er det nemmere med børn, de falder jo i søvn hen ad vejen. De to kunne altså godt tage og give dig en hjælpende hånd både med at finde en ny løbeklub. Men også et nyt medaljebånd til din medalje og et fastboltet pengeskab med panserglas til den. Nøglen skal de naturligvis opbevare for dig. Så kan du stadig se den og prøve at lade være med at sige ”my precious”. De kunne sgu også godt tage en snak med dig en gang i mellem, det tror jeg ikke kan gøre nogen skade.
Jeg vil efter nøje overvejelse ikke længere kalde mig for ”den falske Karsten”. Det er ikke fair over for den rigtige Karsten. De gange jeg har mødt ham, har jeg nok nærmere fået det indtryk, at han mener det han siger.
Derfor vil jeg i fremtiden kalde mig Albert Skriverrik, så der ikke opstår misforståelser.
Ib, vi vil have vores gode gamle Ivar igen.
God bedring og weekend.
De bedste hilsner fra din bekymrede ven
Albert Skriverrik
|