Den gik jo ud på, at man hver gang man fanger en fisk skriver art, længde og hvad man nu synes her på Forum.
Hvor sjovt er det lige at fortælle, man blev totalt udfisket til denne uges Point Cup, som jeg havde valgt at lægge lørdag ved Kronborg pynten i Helsingør.
Det skal ikke skjules, at det var formand Pers udlovning af en fabriksny Zziplex for længste hornfisk, der lokkede mig derop. Normalt holder jeg mig fra den form for fiskeri, der foregår hvert år fra slut april og maj-juni med, når hornfisken står Sundet ind i enorme stimer. De første og største med længder på 80-90 centimer og en tykkelse, som John Årlborgs håndled.
De slæbes hjem i gulvspande og store skraldesække, taget i øjet, bugen, halen, mere end man gider æde; hovederne skæres af og efterlades på stranden, hvor de ligger og stinker i sommervarmen, indtil en sommerstorm tager dem med tilbage i havet igen.
Fanget af folk, der kommer ud i hornfiskesæsonen denne ene gang om året, med gummistænger nede fra tanken og en kasteteknik, der matcher hertil; 35-40 meter blev det til, højst. Og af folk uden fisketegn eller respekt for mindstemål; som momsen i Jylland, der aldrig rigtigt slog igennem. Eller af børn med fem fod stænger og plastichjul; de skulle hellere passe deres forsømte lektier, skulle de..
Men de fangede fisk, alle! Her stod jeg med mine afsprittede hjul og stænger, hvor jeg kan nå ud på 20 meter plus på den anden side af 100 meter; (når man har grej, der kan kaste langt, så skulle fanden da kaste kort.) Jeg blev udfisket! de skovlede fisk ind, nu uden rustne kroge, men med noget tråd hornfiskens små fine tænder blev hængende i. Havde jeg vidst det, havde jeg trevlet en gammel uldtrøje op og taget med.
To fisk blev det til; konen havde sagt jeg ikke behøvede komme hjem med hornfisk for hendes skyld, hun hader ben. Ja, ja, noget skal jo holde sammen på kræet, ellers kunne man jo lige så godt spise fiskefars; eller budding, hvis man vil være helt sikker; og i øvrigt har Vorherre skabt hornfisken med grønne ben, så man kan se dem. Så var det ikke for Pers gode præmie, var jeg ikke taget derop, never.
En hornfisk på en halv meter, ca. (gives der præmie for tyndeste fisk?) Ikke let at måle og fotografere, når den skal sættes ud igen. Ville ikke gerne ligge udstrakt på tommestokken og få sand i øjnene, og jeg var heller ikke meget for at få kameraet smurt ind i grønt fiskeslim, så ud igen og ingen dokumentation. En mere i samme størrelse taget i bugen på vej ind, tæller heller ikke. Kun en tyk ising reddede dagen og værdigheden; det kunne de andre ikke fange med deres uldtotter. Og så synes jeg enhver fisks sidste måltid, skal været noget, der kan spises.
Ivar
|