Kære nye - og kommende medlemmer i Dansk Surfcastingklub :
Orientering om Dansk Surfcastingklubs aktiviteter, arrangementer, praktiske oplysninger og nuværende status, samt de delmål og opgaver vi har i bestyrelsen.
Blandt andet hvad du får med et medlemskab..................
Klubben udgør en varieret samling fornøjelige fiskere fra hele landet. Vi har erfaring i fiskeri, biologi, teknik, mekanik, økonomi, handel, transport, fødevareteknik, elektronik, IT, sejlads, dykning, fri dykning og man kan blive ved ……
Et har vi dog alle til fælles.....fiskeriet ! Sæt vor viden sammen til et fælles udgangspunkt og vi har grundlaget for, at vores klub er utrolig stærk i personlig, faglig og ikke mindst fiske mæssig sammenhæng.
Kontingentet:
Af og til får man spørgsmålet: " hvad får vi egentlig for vores kontingent hvis vi melder os ind ?"
Svaret må være:
Du får et medlemskab af DSF, som udgiver bladet Sportsfiskeren 10 gange om året. Du får adgang til en viden fra de bedste surfcastere i landet. Vi kan ikke tilbyde dig en ugentlig fisketur og medfølgende transport, men om du har en vilje og en lyst til selv at være aktiv, vil du blive støttet på alle måder. Du får med andre ord adgang til en "vidensbank", der kan guide dig til at foretage de rigtige valg når det gælder indkøb af fiskegrej, fiskeri, valg af fiskepladser, opbygning af forfang, sikkerhed, kasteteknik, konkurrencer og alt hvad der ellers kan gøre sig gældende i en fiskeklub. Du får også mulighed for at se og prøve eminent surfcasting udstyr, du normalt ikke finder i de Danske grejbutikker. Klubben har to surfcasting sæt til rådighed, som kan lånes ved henvendelse til bestyrelsen
Du får vores medlemsmappe, som udførligt beskriver hvad surfcasting er. Mappen er et tekst og billedmateriale, der beskriver de finesser som er uundværlige for den krævende surfcaster. Du lærer om forfang, hjul, kasteteknik m.m. I tillæg hertil får du en medlemsliste med adresser og telefonnumre på samtlige medlemmer, hvilket gør dig i stand til at arrangere dine egne ture, næsten uanset hvor i landet du måtte befinde dig. På vores hjemmeside www.surfcastingklub.dk kan du benytte vort forum til at stille spørgsmål, arrangere fisketure m.m.
Udover beløbet til Danmarks Sportsfiskerforbund, betaler du på årsbasis kun 150 kroner til klubben. Det er derfor begrænset hvad vi rent økonomisk kan tilbyde dig, men igen af største betydning for klubbens eksistens, at det enkelte medlem er interesseret og medlevende i klubbens aktiviteter.
Har du børn, er det ikke nogen dårlig idé at tage dem med til et arrangement. De har ofte større forståelse for f.eks. kaste teknikken end
"den gamle", da deres motorik endnu ikke er færdigudviklet.
DSF :
Danmarks Sportsfiskerforbund
Du skal også være opmærksom på de muligheder som DSF tilbyder og som er indeholdt i klubbens kontingent. se www.sportsfiskeren.dk
DSF varetager klubbernes interesser omkring det fiskeripolitiske, over for myndighederne, og meget andet, men ud over det, har de af speciel interesse for os , Surfcastingsektionen, der afvikler et årligt DM i surfcasting, og to kaste Grand Prix'er hvert år, samt landskampe i kast. Her er vi normalt medarrangører, da vi reelt er den eneste klub i Danmark der dyrker surfcasting.
Bestyrelsesarbejdet :
En af de fornemmeste opgaver i bestyrelsen er selvfølgelig at gøre klubben interessant. En af måderne er at sørge for at holde de administrative udgifter på et meget lille plan. Det vil i praksis sige, at vi blandt andet ikke betaler os selv for at køre til møder i det ganske rige, at vi ikke tildeler os selv dyre farvepatroner, guldfyldepenne, benzinkuponer, rødvin og togbilletter til den store guldmedalje. Ellers arbejder bestyrelsen på at arrangere nogle gode fisketure og konkurrencer med flotte præmier. Arrangementerne bliver ofte på skift holdt Øst og vest for Storebælt.
Det kontingent du indbetaler er derfor i gode hænder og vil kun blive brugt til ekstraordinære udgifter og som kun er absolut nødvendige.
Lokale grupper:
Da vores klub er landsdækkende, og vi ikke har et fast mødested, er der helt naturligt opstået lokale grupper der mødes jævnligt til kastetræning og fisketure.
I øjeblikket (2012) er der følgende faste grupper:
Nordjylland / Ålborg: Her er en stor gruppe "Team Nordjylland" der mødes jævnligt til kastetræning og fiskeri
Aarhus: Her er en mindre gruppe der mødes jævnligt på Aarhus Havn til kastetræning i sommerhalvåret
Ud over de faste grupper, så aftales der ofte kastetrænings møder og fisketure i vores Forum, forskellige steder i landet.
Hvis du er interesseret i at deltage, eller selv vil starte en gruppe op, så er der hjælp at hente i vores forum, eller kontakt en af vores instruktører eller en af bestyrelsen.
En stor del af klubbens eksistensgrundlag er at medlemmerne er aktive, og tager initiativer, så det er bare med at komme i gang.
Fiskevand:
Klubben har ikke eget fiskevand, men som bekendt har vi adgang til hele kysten rundt om Danmark, når bare du har det obligatoriske fiskekort.
Jylland:
Byder med sine 3600km kyststrækning på rigtig mange spændende fiskepladser, som indbyder til surfcasting med brænding og langtrækkende grej. Djursland huser store bestande af fladfisk og har mange fine kyststrækninger, hvor der er gode chancer for pighvar og slethvar. Tager vi vestpå til Nordsøen vil du erfare, at her kommer surfcasting grejet til sin ret. Hård brænding, kraftig understrøm og blæst, og ja der kan med surfcasting grejet fanges pæne fisk under disse vanskelige forhold. Hvert år bliver der afholdt Nordsøcup ved kysten i området omkring Søndervig. En spændende konkurrence, der bliver afholdt sidst i oktober. Nordjylland har vi ofte besøgt, hvor områder som Skagen nordstrand og Lyngså strand har dannet rammer for fiskekonkurrencer. Sønderjylland er også et område med potentiale.
Fyn:
Har mange gode fiskepladser, hvor der kan fanges store fladfisk og mindre torsk. Sydfyn og øerne, specielt Langeland er meget spændende, og byder på mange fiskepladser også steder, hvor danske surfcastere endnu ikke har sat deres spor.
Sjælland:
Her findes mange gode fiskepladser . Af gode steder kan nævnes det nordlige sjælland, samt Reersø, men også kysten fra Kronborg og nordefter er gode surfcast strækninger.
Rejser:
Turene går ofte til udlandet hvor Irland, Scotland, Island og Norge flere gange har været på programmet.
Flere af beretningerne for de forskellige udlandsture kan ses på hjemmesiden under Medlemsberetninger.
Landskampe:
Se under Arrangementer på hjemmesiden for resultater og ture:
Tyskland er en årlig tilbagevendende Nation vi kæmper mod.
Vi tager skiftevis ned og op !
Seminarer:
Peter Thain, som er en af verdens mest erfarne og alsidige castere, var instruktør på et af vore seminarer. Peter Thain er Englænder og har slået Danny Moescops flere gange, og må derfor betragtes som værende et af de bedste bud på intelligent underholdning og inspiration.
Neil Mackellow har været her for at undervise i sin helt egen eminente og graciøse kastestil.
John Holden som også har været her, har en hjemmeside med de absolut grundlæggende kastetekniker man ikke kommer uden om.
På www.Youtube.com findes de forskellige former for kasteteknikker, så søg der hvis du vil se det, eller finde ovennævnte personer.
Bue Poulsen har også lavet en serie kastevideoer, som er rigtig gode, se her på hjemmesiden under Kasteteknik, der er direkte links til youtube
Casting Grand Prix :
Afholdes 2 gange om året af DSF -Surfcastingsektionen.
Se hjemmesiden for oplysninger om hvor vi kaster mod hinanden, tidspunkter m.m.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Kontakt/klik