Fastspolehjul vs multihjul.
Der vil altid være en diskussion, om hvad der er bedst; for nogen nærmest religion, enten/eller.
Her gives ikke noget endegyldigt svar. Kun den enkelte kan afgøre det.
Det følgende skal kun omhandle kast med store vægte, som ved surfcasting.
Fastspolehjulet har en væsentlig højere indspinning end multihjul, tager op mod en halv gang mere line ind per omdrejning af håndtaget. En god ting, hvor man ønsker lod og rig op i vandet, væk fra bunden.
Den højere gearing har en pris i form af tungere indspinning i tilfælde af tang, stor fisk, mv på linen. Dermed større pres på anlægsfladerne og øget slitage.
Her har multihjulet større indspinningskraft på grund af den direkte kontakt ud til riggen, hvor fastspolehjulet har krafttab, da linen føres via en 90 graders vinkel ind på spolen.
Ved lidt billigere fastspolehjul vil man i sjældne tilfælde kunne opleve at bøjlen slår over i et kraftfuldt kast på grund af en for svag fjeder.
Dette medfører sprængt line og mistet lod og rig til følge. Sikkerhedsmæssigt stor risiko.
Multihjul kan få overløb, mistet line og rig, sandt. Alle har oplevet det, men overløbene vil blive færre og færre med tiden, og til sidst kun et minde.
Fastspolehjul kan ikke få overløb, sandt, men på en overfyldt spole med tynd fletline på fastspolehjul med et dårligt lineoplæg, kan man risikere at slaglineknuden river underliggende lag med ud i kastet; disse vil havne som en sammenfiltret klump i bundøjet.
Yderligere risiko, hvis linen er kinket.
Multihjulet har typisk en stærkere konstruktion; indspinningen foregår lineært, gearsystemet ligger parallelt, dermed kun naturligt slitage og krafttab.
Gearsystem fræset i messing og stål; stærkere end trykstøbt zink, som det ofte ses på billigere fastspolehjul, dermed større holdbarhed.
Fyrre år gamle hjul bruges og fungerer, nærmest uopslidelige.
Fastspolehjul, der skal rumme samme mængde line, som multihjul vil oftest være en del større og tungere.
Spolen skal være dyb og med stor diameter for at begrænse faldet i lineniveau under kastet. Jo hurtigere det synker i lagene, jo højere kant på spolen skal linen op over i en større og større vinkel; dette giver øget friktion og dermed modstand.
Måden linen afvikles på i form af store spiraler giver indvendig gnidning, og kræver et stort nederste øje og øjer med gradvis faldende størrelse for at rette linen ind.
Dette giver yderligere modstand ud gennem øjerne og er medvirkende til at begrænse kastelængden.
Over tid vil linen kinke en anelse, som følge af oplægget ind på spolen.
Multihjulet med omtrentlig samme linekapacitet vil være langt mere kompakt og flere hundrede gram lettere.
Her vil det naturlige fald i lineniveauet ikke have nogen særlig betydning for kastelængden.
Linen gnider ikke mod øjerne, men kommer ret ud uden nævneværdig friktion, størrelsen en del mindre end på fastspolehjulet, dermed mindre modstand.
Dette er en af flere årsager til at man vil kaste længere med multihjulet.
Ved kast med store vægte med fastspolehjul kan det være et problem at holde linen med pegefingeren; dels på grund at det vældige træk og dels risikoen for at linen skærer sig ind i fingeren.
Der findes særlige handsker netop til beskyttelse.
Derudover fås en slags aftrækker, en såkaldt “Cast Cannon”, der monteres på stangen, og hvor linen føres omkring og fastholdes; beregnet til at tage det store træk og udløses, når aftrækkeren slippes.
Som nævnt andetsteds er dette ikke et problem på multihjul. Her kan tommelfingeren holde et kvart kilo om nødvendigt.
Et multihjul kan fintunes ved hjælp af montering af keramiske lejer, olie og en fuldstændig afbancering af spolen.
Ved konkurrencedisciplinen “Casting” er dette af afgørende betydning, da hastigheden i startfasen kan nå op mod 28-30.000 omdrejninger i minuttet.
Her vil hjulet skrige og spolen nærmest vibrere på spoleakslen ved den mindste ubalance; dette vil forkorte kastelængden og give øget slitage.
På et velafbalanceret hjul vil lyden gå fra en høj diskant til en dyb bas i slutningen af kastet.
Her vil man kunne tage hjulet af og med fyldt spole lægge en bane tape nøjagtig en omgang rundt, give det et godt spin og det vil køre op mod tre-fire minutter..
På multihjul med magnetbremse kan man dreje magnet(erne) gradvis længere væk fra spolen, når loddet er vel afsted i sin høje bane og dermed til sidst ophæve induktionsbremsningen. Her løber spolen fuldstændigt frit.
Denne justering under kastet gøres dog kun under konkurrencer.
Begge typer af hjul anvendes til casting.
Her har fastspolehjulet ikke en fordel ved at kaste med en meget tynd fletline.
Internationale regler siger, at kun monofilline må benyttes i samme diameter, afhængig af vægtklassen
Samtlige danske- og verdensrekorder i casting er sat med multihjul.
Fastspolehjulet kan ikke tunes uanset, hvor mange og dyre lejer det er født med.
Her er det lineoplægget, der er det afgørende. De bedste, og dyreste hjul, har en oscilerende vandring af spolen på op mod 35-40 vindinger per omdrejninger af håndtaget. Dette giver meget tætte lag og meget lange kast, hvor linen nærmest hvisker ud over spolekanten. Sådanne hjul vil oftest være en del dyrere end multihjulet.
Men lyden har de ikke…
Ivar