Havørrede fra kyst er vist stadig en af de stærkeste og mest udbredte traditioner blandt danske lystfiskere.
Så heftigt markedesføres havørredjagten, at undertegnede rent faktisk blev lokket med på vognen gennem adskellige sæsoner, dog uden nævneværdigt held, bortset fra en dejlig tid ved vandet.

Faktisk kan min samlede fangst tælles på 2 hænder med ingen fisk over 3 pund. Det lyder som det er; ganske lidt, men overgår alligevel de havørrede-fangster, jeg har overværet andre har haft held med. Til sidst fik jeg nok af den ensidige havørredejagt.

Jeg var sgu' blevet træt af at høre om de store ørreder uden nogensinde at se dem.

Hverken de mest skamløse, halvpornografiske billeder af storørreder, de seneste fiskehjul stoppet til randen med kuglelejer eller enorme udsætninger, og hva´ved jeg, kunne få mig til at skænke havørreden en tanke - jeg var kureret!

Fisketrangen havde dog ikke fortaget sig, og med tiden udmundede den sig i surfcasting.

Det var meget mere passende for mit temperament. Som surfcaster bliver fangsten, som bekendt, både mere mangfoldig og alsidig. Endda ofte tilsat havørrede. Desuden lærer man jo at bruge sit udstyr optimalt. Især hvad angår kastelængde og knudestyrke. Kvaliteter der ofte har bidraget til sjove hornfiskejagter ved Kronborg. Helt uden at blive indraget i den talstærke, blodberuste hær af fiskeres halsbrækkende manøvrer i slaget om de bedste pladser på pynten.

Med rette teknik kan man faktisk sagtens nå ud til fiskene, mens man står i sikker afstand fra kombatanterne. En udmelding i forum om hornfiskens tidlige ankomst havde lokket mig til Kronborg her sidst i april. Her var dog ingen hornfisk. Alligevel var vi vel omkring hundrede fiskere i gang med at fiske efter dem.

Skuffet over hornfiskenes fravær, fik jeg hurtigt nok, og gav mig til at fiske lidt dybere så langt ude, jeg nu kan pendulkaste en 60 gram blank Jensen no 1.

I andet kast var der hug ca. 80 m ude, og kort efter sås fisken utydeligt i overfladen. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt troede jeg, det var en hornfisk, og stoltheden over at demonstrere surfcastingens potentiale her på stor scene gjorde mig usædvanlig selvfed.

Men kun for en kort stund...

"Hvorfor kommer den hornfisk ikke op i overfladen igen, så alle kan se den (-og mig)?" og "Hvad er det her for noget?" tænkte jeg. 30-40 m fra land blev fisken langt mere strid, og for en sjælden gangs skyld blev min surfstang (Zziplex powertex bassrod) udfordret af en dansk fisk. Min fight blev faktisk bemærket, og da fisken kom nærmere og blottede sin sølvfarvede flanke i overfladen var jeg snart omgivet af nysgerrige fiskere.

Den store ørrede var godt nok også flot i det klare vand få meter ude. Dog raslede min selvfedme af mig ved tanken om landingen.

Ingen på hele pynten havde tilsyneladende net med. Men alle havde vist nerver på for den forestående landing. En hel del gode råd blev foreslået, hvoraf jeg valgte at trække fisken forsigtigt mod strandkanten, hvor en anden fisker havde lovet at tage fat i den. Samtidig med at fisken var 1 m fra land, sprang fisken ud af vandet og den anden fisker over den og fik - udover hæftig dobbeltsidig sok - fisken i sin favn, hvorfra jeg fik bjerget både ham og fisken. Krogen havde sluppet sit tag i fisken, der blev lagt i gruset få meter oppe.

Der blev helt stille. Ikke een af de mange tilskuere sagde noget.

De kikkede på fisken. Selv jeg blev ramt af ærbødig stilhed over, hvor flot sådan en havørrede kan se ud. Jeg ved ikke præcis, hvad der ramte mig. Eet fedtfinneflip velsagtens. Af den type som surferne har, når de er uforståelig tæt på den perfekte bølge. Min fangst var langt fra verdens største ørrede - måske heller ikke den aller flotteste - men et helt tydeligt glimt af den perfekte Salmo trutta trutta det havde den!

Jeg tror, vi havde stået der endnu, hvis jeg ikke havde brudt tavsheden ved at takke den flinke fisker, med landingen. Først da blev der åndet ud i forsamlingen, der lige måtte ned på jorden igen, før samtalen blev forståelig. Snart tilbød een at aflive fisken. Det var han god til.

"Hele hans forbandede liv har han jagtet sådan en fisk -

og så ligger den bare der og stråler! Jeg er grøn af misundelse!"

Sagde han til sin ven.

"Du fik da lov til at slå den ihjel!"

trøstede vennen ham. Stemningen på stranden var helt i top. Ørredefeberen havde atter forsøgt at slå ned i mig. Denne gang var min modstandskraft dog for stærk til feberen, og tilstanden fik et meget mildt forløb.

Det var jeg egentlig glad for. Kort tid efter så jeg nemlig et meget alvorligt tilfælde på stranden. Iført originalt engelsk og amerikansk fedtfinne-outfit og udsøgte fiskespotter-briller passerede han mig og fisken uden at fortrække en mine.

Han holdt bare endnu mere stramt om den formue han bar med sig i form af førsteklasses flue- og letspinnegrej. Jeg kunne tydelig genkende lignende tilfælde fra mine værste anfald af ørredfeber. Andres succes kan være ubærlig, når man selv har svært ved at opfylde sine drømme.

Eller også virker hans fiskespotter-briller bare ikke.

26.04.04 Peter Østrup