Hjem |  Forum |  Kalender

Retur til Agn

Rejer (bl.a. Pandalus borealis) elskes af både fisk og mennesker. Det er sjældent vi er enige med fisk. Om det er den ene type reje eller den anden spiller ingen rolle. De er alle gode som agn. Hesterejen, roskilderejen og tangrejen kan man selv fange med rejenet eller bare et almindeligt ”børnenet” ved beskyttede kyster. Hesterejen spises ikke i Danmark, da den ikke bliver lyserød ved kogning. Men den smager altså pragtfuldt. Dybvandsrejen og tigerrejen kan købes i frossen tilstand - men stadig rå – i dagligvareforretninger.

Rejer er lidt vanskelige at holde i live. De behøver frisk, køligt og iltet vand. Det bedste er at fange dem lige før de skal bruges, og fiske med dem mens de stadig er levende. Men de kan også bruges kogte. Kog nogle håndfulde og frys dem i små portionsposer. De kan være særdeles effektive om sommeren brugt i forbindelse med en feeder fyldt med makrelmos. Det giver ising, rødspætter og skrubber.

Større rejer som dybvandsrejer kan fiskes hele enten på bunden eller med flåd. Fisket med flåd giver ørred, bars samt hornfisk og makrel. Krog rejen fra halen og ned mod hovedet. Fisket på bunden giver torsk. Tigerrejer pilles og skæres i mindre stykker, som agnes på små kroge af tynd tråd. Det er specielt godt til ising, rødspætte og skrubbe.

Et godt tip: Køb 10-12 store tigerrejer samt en god flaske hvidvin med hjem en dag og glæd familien. Men gem 2-3 stykker i fryseren uden at nogen ser det. Det er et godt supplement til din agnbeholdning.

Retur til Agn