|
Sandorm (Arenicola Marina) bliver 18-20 cm lang. Farven er fra rød og over i brun, og nogen gange næsten sorte. På midterpartiet ses de busklignende gælder. Sandormen foretrækker kyster, der ligger i læ for det værste vejr. Den findes i tidevandszonen. Den lever af organisk stof i sandet, som den æder, hvorefter sandet passerer gennem ormen, og kommer ud i den modsatte ende. Ormen efterlader sandpølser på bunden, og de er derfor tegn på ormens tilstedeværelse. Store orme lever cirka 20 cm nede i bunden og mindre orme findes tættere på overfladen. Sandorm kan købes mange steder, men de kan også graves eller pumpes selv.
Sandormen kan kroges fra begge ender. Vigtigt er dog at den ikke punkteres unødvendig, så juicen løber ud inden den ligger på bunden og fisker. Nogen foretrækker at kroge hovedet først fordi det er nemmest. Andre foretrækker at have hovedet, der indeholder de fleste safter, så tæt på krogspidsen som muligt i troen på, at fisken vil tage denne del først. Man kan med fordel bruge en agnnål til sandormen.
Sandormen kan overleve i op til 5 dage pakket ind i tør avispapir og opbevaret i køleskab. Det er vigtigt, at man ser til ormene hver dag, og tager eventuelle døde orme fra. Døde orm eller ødelagte orm kan hurtigt tage livet af alle de andre. Bliver avispapiret vådt, bør det skiftes. Det er den nemmeste måde at opbevare sandorme på. Men der findes en anden måde, hvorved ormene kan overleve i op til en måned. Ormene lægges i en fladbundet og lav plastbeholder, der skal være så stor, at ormene ikke ligger ovenpå hinanden. Herefter overhældes de med frisk havvand indtil de er halvt dækket med havvand. Ormen skal kunne trække ren luft og vand på samme tid. Det er vigtigt, at vandet har samme temperatur som ormene. Det sikres ved at opbevare badet med orme samt en dunk med frisk havvand i et køleskab. Havvandet skiftes som minimum hver anden dag. Des oftere vandet skiftes, des længere tid overlever ormene.
En anden mulighed for opbevaring er at fryse dem. Det er en udemærket måde at have lidt reserver af sandorm på. Men det kræver lidt forberedelse. Det er vigtigt at komme af med så meget af juicen i sandormen som muligt inden de fryses enkeltvis. Det sviner lidt, men køkkenrulle er en god ting her. Læg et par lag af køkkenrulle under ormen. Tag en skarp kniv, og læg et snit i hoveddelen af ormen. Før en finger fra halen af ormen og ned mod hovedet, og pres på den måde juicen ud sammen med indvoldene. Dernæst skal ormene tørre. Det gøres ved at lægge dem enkeltvis på avispapir. Bliver avispapiret vådt skiftes det. Når sandormene har ligget et døgns tid på køl, lægges de i den ene ende af noget avispapir, som herefter rulles rundt om ormen et par gange. Så lægges en ny orm i samme længderetning, og også den rulles ind et par gange. Dette gentages indtil der ikke er mere avispapir. Hele rullen af avis og orme kan nu fryses.
Sandormen er en universal agn, der egner sig godt til fiskeri efter næsten alle arter i havet. Hvis man er efter større arter eller dem, der i højere grad spiser fisk, kan man afslutte sin ormeagnede krog med et lille stykke fiskeagn som for eksempel makrel eller sild. Cocktailagn af orm og fisk er effektivt til arter som pighvarre, slethvarre, større ising, større hvilling og større torsk. Bruger du dine frosne orm, er det en god idé at blande agnen med en enkelt frisk sandorm, eller fisk. |