Årets sidste fisketur 

På årets næstsidste dag hjembragte jeg elleve kilo torsk og smed dem stolt på køkkenbordet foran min kone. Hun så forelsket på mig og torskene og kaldte mig sin store, stærke fangermand og andre søde ting, jeg ikke har hørt de sidste tredive år. De var nu også flotte, altså torskene. Største på fire kilo.
Men, men! Bekendelse! Ikke som Bjarne Riis, der sagde: Jeg har taget doping, jeg har taget EPO. (det vidste vi nu godt) Nej, dette var værre. Fiskene var fanget fra båd! Hvor dybt kan en surfcaster synke?
Jeg har fornøjelsen af en gang i mellem, at sejle med Lotte Brinch af Nyhavn. En smuk gammel træbåd bygget på Læsø i1921, en såkaldt hajkutter. Én mast med storsejl og klyver og fok. www.lottebrinch.dk. Man er lidt stolt, når man står ved roret ud i gennem Københavns havn. Trafikken må vige, når broen skal op. Der er sgu da ingen, der kan se det ikke er min båd.
Vi sejlede lige før solopgang, fire mand ombord, rimtåge, skidekoldt. Kursen lagt over under svenskekysten ud for Landskrona. De tre andre hev omgående blyklodser på tre-fire hundrede gram i vandet og begyndte deres muskelsmertende pirkeri. Jeg har aldrig været meget for den der ensidige bevægelse med højre arm, så jeg fandt en 80 gram jig i grejkassen. Med en ret ulækker, slimet gummikrop, der skulle ligne en fisk. Og fiske, det kunne den. Selv hvis den bare stod i sin stangholder, mens jeg tog en tår øl, drønede den rundt og fiskede nede på bunden, som en anden look a like. Ud over de fisk jeg havde med hjem mistede jeg flere, den ene ved et voldsomt hug, hvor jeg frygtede for stangen. Det endte med at sprænge min 0,50 line. Ikke siden Irland har jeg oplevet noget lignende. De andre så beundrende (surt)? på mig, når jeg med henkastet selvfedme og en pølsemad i hånden sagde: Jeg tror sørme, der er én til! Der lød et brøl: Så hold dog kæft!! De tre andre fangede én torsk og én sild. Tilsammen! Jeg kunne have solgt den jig for en tusse. Så kære venner. Brug gummi! Det rykker!

Ivar