Pinsefiskeri ved nordkysten

Anden pinsedag tog min kone og jeg på fisketur nedenfor de høje klinter vest for Gilleleje. Årets første rigtige sommerdag med høj sol og mulighed for årets første solskoldning. Der er jo dejligt med skibstrafikken og alle de hvide sejl og det flotte kig mod Kullen og et naboland lige ovre på den anden side. Her er vi sjællændere heldige. Jyderne har så meget andet, men den kan de ikke stikke. Så skal de i hvert fald have gode øjne.

Jeg startede med at sætte orm og tobis på riggen og derefter miste det hele ved et overløb i første kast. Øv! Magnetbremsen skal altså ikke stå på nul? Og så en rig jeg lige havde bundet, med fine nye perler. Jeg havde set nedslaget langt ude på det lyse sandstykke og efter lidt betænkningstid - så varmt er vandet altså ikke på denne tid af året - smed jeg tøjet og svømmede ud. Ja, ja, jeg beholdt skam underbukserne på. Man har vel pli.

Ikke som Peter Østrup for nogle år siden, hvor vi fiskede ved Hundested. Han mistede også en rig og hoppede i vandet i det bare ingenting og var ved at skræmme livet af et ældre ægtepar, der pludselig så Peters vinterblege bare røv stikke op af vandet. Konen var åbenbart ikke helt sikker på sin blufærdighedsgrænse, så hun var nødt til at kigge flere gange. Men en surfcaster vil gøre alt for at redde dyrebare værdier. Jeg tror såmænd Peter ville have gjort det samme, hvis det havde været et menneske.

Og nogen kan måske stadig huske til specimen cup på Djursland for fire år siden, da et herreløst bobleflåd drev forbi hele feltet. Alle kastede til det uden held. Men Thor havde sine waders på og frygtløst vadede han ud og hjembragte flåddet i triumf. Hvad gør man ikke for femten kroner? Joh, surfcastere er forunderlige mennesker. FOR underlige vil nogen måske mene. Thor påstod senere hårdnakket, at han havde vadet så dybt at en bølge fyldt hans waders. Lidt svært at tro, når man ser ham i sine figursyede bukser. Døm selv… Men ok, op til flere centiliter havvand har sikkert kunne presses ind. Og min egen rig? Jeg fandt den ikke, men den kom stille med ind senere på dagen for enden af et præcisionskast med en slæberig.

Ud over riggen var eneste fangst indtil da en minidværgskrubbe, der kiggede betuttet inde i en klump tang. Bedre blev det ikke, da en dykker begyndte at krydse frem og tilbage ud for mig, mens han trak en orange ballon i en lang snor efter sig. Umulig at komme i kontakt med, umulig at jage væk. Jeg tænkte senere på, at jeg kunne have brugt det som slæbemål, ligesom når søværnet holder skydeøvelser. Et velrettet kast med en sten ti meter foran ballonen kunne måske tvinge ham op til overfladen. Boom! Hul på trykskroget eller måske en træffer lige ned i ånderøret. Gammel ubådsjagertaktik. Onde tunger i klubben vil måske påstå, at jeg kaster så skævt med en surfstang at jeg ikke ville være nogen risiko for dykkeren. Personligt mener jeg nu bare, at jeg kaster vifteformet, som der står på side to i alle lærebøger. Og riggen rammer da banen hver gang. Efter en stiv klokketime, hvor jeg hverken turde kaste eller hale ind, var jeg efterhånden parat til at løbe risikoen for at sænke ham. Manner, jeg kunne have knust en tvebak med de bare næver, så vred var jeg. Jeg hader de gummimænd.

En anden pestilens er kajakroere. De skal altid sejle så tæt på stranden, at man ikke ved om de vil sejle over eller under ens rig. For nogle uger siden fiskede jeg ved Nakkehoved, da der kom sådan en forbi. Både blind og døv og uden at gøre sig mange spekulationer om, hvad det mon var for to firemeter stænger, der stod inde på land. Jeg havde ikke lyst til at få mere tang på linen ved at sænke stangspidsen ned i vandet, så jeg valgte at løfte den så højt jeg kunne. Ikke højt nok! Pludselig blev han fanget af linen og gav nogle spjæt med pagaj og krop, så han var ved at kæntre og jeg troede han ville lave en grønlændervending. Han kunne godt have nøjedes med en halv for min skyld. Jeg hader de kajakkermænd.

Vi har vel alle prøvet at stå på en strand med vores opstilling og der kommer en familie forbi. Faderen spørger interesseret, hvad man kan fange her, medens hans møgunger begynder at smide store sten i vandet, så det gungrer. NU kan man ikke fange noget som helst!, siger man ondt. Det plejer at hjælpe. Jeg hader de børnefamilier.

Og løse hunde, der kommer hen og snuser rundt i ens agn og madpakke og skraber sand op i rygsækken og skider en stor lort lige ved siden af. Man prøver at hysse den væk, men nej. Ejeren råber, at man ikke skal være bange, for hunden gør ikke noget. Nej, men det gør jeg, hvis du ikke får din køter væk. Jeg hader de hundeejere.

Jeg er jo lige blevet folkepensionist for en uge siden og kan vel ligeså godt leve op til billedet af sure gamle mænd, he, he…Jeg er allerede begyndt at gå med små slæbende skridt i kameluldssutterne, så det går helt fint.

Solen var ved at gå ned og vi talte om at pakke sammen og køre hjem. Jeg spolede den sidste rig ind og på den sad en pighvar. Sådan en har jeg ikke set, siden jeg halede et smukt eksemplar op på Lyngså Strand til DM for nogle år siden. Jeg var sidemand til Per Højsgaard og Peter Østrup. De ønskede tillykke med fangsten og Peter Ø klappede mig på skulderen: Guttermand, godt gået, gi´ øl! Et tysk ægtepar gik tur på stranden og manden hoppede begejstret op og ned og råbte: Mutti, mutti, komm! Ein steinbutt! Og til mig: Kann ich dann verkaufen? Aber nein, Fritz! Fang dine egne steinbutter!

Denne gang havde jeg ikke noget, som kunne angive målestoksforholdet på et billede, så jeg lagde fisken på en sten. Enhver ved sgu da, hvordan så´n en ser ud. Imens kom en dame forbi og spurgte, om rødspætten!? var nyfanget. Nyfanget? Frue, sagde jeg høfligt. Prøv selv at se det forbavsede udtryk i dens øjne.

Pludselig ville min kone alligevel ikke hjem. Hun ville have vi skulle blive, så jeg lige kunne fange nogle flere. Hm, der er så meget kvinder ikke forstår. Men hun sagde, at hun forstod hvis jeg nogen gange havde svært ved at løsrive mig og først dukkede op flere timer efter det var blevet mørkt. Fisketure man ikke vil hjem fra…

Ivar