Flex på Zziplexen i Sydnorge.
Robert havde for to år siden været i Farsund i Sydnorge, her havde han blandt andet fanget torsk, lubbe og pighaj.
Da jeg havde ferie i uge 27 og 28, og gerne ville på ferie i Norge i stedet for de varme lande, var det nærliggende at følge i Roberts fodspor. Så vi, min kæreste Anja og jeg, bookede en hytte i uge 27 hos Nordstranda Camping, Address: P.O.Box 148, N-4558 Vanse, Norge
Tel: +47 3839 3920 Fax: +47 3839 4914
Email: post@nordstranda.com Web: http://www.nordstranda.com
Vi ville egentlig have booket en hytte et andet sted til uge 28, men vi syntes det var lidt dyrt, så vi håbede at finde en, når vi kom til Norge.
Vi bookede færgen igennem: http://aferry.dk/, det var billigere end at booke direkte hos Color Line.
Inden vi tog af sted, søgte jeg noget information, jeg fandt ud af at der ikke skal købes fisketegn i Norge når der fiskes i saltvand. Der er ikke nogen mindstemål på fisk, men de norske myndigheder overvejer at indføre dem. Der kan søges mere information om fredningstider med mere på http://www.fiskeridir.no/fiskeridir/english/publications.
I Norge behøver man ikke købe søkort ― her kan man gå ind på http://kart.kystverket.no/ og vælg DYBDEDATA i venstre side, så finder man hurtigt de dybder man ønsker.
Vi tog af sted fra Hirtshals lørdag i slutningen af uge 26 og sejlede til Kristianssand. Så var der cirka 100 kilometers kørsel til campingpladsen. Vi nød den Norske natur på vejen, da jeg pludselig fik et chok da GPSen begyndte at udsende en hidtil ukendt lyd. Det viste sig at den advarede om et ukendt fænomen for en jyde. Permanent trafikkontrol kameraer i vejsiden ― i Nordjylland har vi fotovogne, som holder de mest stygge steder, og hindrer at trafikken glider naturligt efter nordjysk målestok!
Jeg er klart tilhænger at den norske model ― sæt kameraer op omkring politigården i Aalborg, så skal der nok komme penge i statskassen.
Lige inden man når Farsund området skulle der betales 25 norske kroner i vejtold ― det var ikke det eneste sted i den skønne norske natur, så hav altid et par hundrede norske i mønter klar, inden man kører større strækninger i Norge.
Vi ankom til campingpladsen tidligt om aftenen og så, at vores hytte lå få meter fra Helvigfjorden, cirka 6 kilometer nordvest for Farsund, se http://maps.google.dk/maps?q=58.111241,6.739082&t=h&sll=58.111079,6.739045&sspn=0.00123,0.004801&ie=UTF8&ll=58.111201,6.739039&spn=0.00246,0.009602&z=17
Hytten havde 5 sovepladser, eget bad og toilet. Vigtigst af alt, set med mine øjne, havde den en 200 liters kummefryser. Så kunne man holde sin agn og fangst frisk.
Hytten Farsund
Husk, i Norge er det kun tilladt at udføre 15 kilo fisk eller en trofæ fisk.
Jeg havde taget en let surfstang på 12 fod med til at dybde spinne med. Så havde jeg også en stang til at fange makrel med. Efter en sen aftensmad, satte jeg et makrelforfang og en parallel slagline på stangen, for så kunne der kastes igennem. Efter andet kast huggede en stærk makrel ― det lovede godt det her, tænkte jeg, men det var den eneste fisk jeg fangede fra campingpladsen.
Lidt senere på aftenen blev vi angrebet af knat, et lille fluelignende insekt, som er helt vild med at bide ― ja man kan ligefrem blive sur på dem. Vi fik det huskeråd at smøre citron på huden, det skulle de ikke kunne li. De er ikke ude ved kysten, da de foretrækker vegetation ― godt jeg ikke er laksefisker.
Nå tilbage til fiskeriet og fiskene― vi fik grillet makrel til frokost dagen efter vi ankom til Norge ― mums.
Søndag den 28. juni 2009.
Jeg ville primært fiske om aftenen, men det er rart at se en fiskepladsen i dagslys, så man ved hvordan klipperne man skal hoppe rundt på ser ud. Så jeg kørte hen, for at se på fiskepladsen som Robert havde brugt to år tidligere. Her dybde spinnede jeg, men mistede hurtigt et takel i bunden.
Så jeg så mig rundt i området, for at finde et alternativ. Over på den anden side af sundet fandt jeg en parkeringsplads, hvor jeg kunne fiske fra, se link:
http://maps.google.dk/maps?q=58.096524,6.805987&t=h&sll=55.869147,11.228027&sspn=3.372156,7.470703&ie=UTF8&ll=58.098452,6.80131&spn=0.009843,0.038409&z=15
Her kunne jeg med et kast på 100 meter i nordøstlig retning komme til at fiske på cirka 40 meters dybde. Jeg ved at jeg med et større multihjul f.eks. Penn 535 eller Ambassadeur 7000 kan kaste 150 meter med 0,45 millimeter line, så med takkel og hel tobis regnede jeg med at kunne kaste cirka 100 meter.
Om aftenen pakkede jeg bilen og kørte ud til P-pladsen bevæbnet med hjul og line af ovennævnte størrelse og kraftige surfstænger.
Der var en del trafik af speedbåde, så inden man kaster ud, skulle der ikke være nogen på vej. For en 0,45 millimeter line tager lang tid om at komme ned, og nordmændene ved ikke at der findes nogen som kaster over 20 meter ― jeg tænkte nok IDIOT en gang eller to, da jeg havde haft to både på inden for en time. Jeg fik ikke noget kroghold i nogen af bådene, for de raspede linen over inden, så jeg gik glip af fighten ― jeg er ellers sikker på at de nok ville kunne give kamp til stregen.
Når man fisker på så dybt vand, stopper man spolen når den rammer vandet, for at undgå overløb. Herefter slippes den igen for at taklet daler lige ned mod bunden, for ellers, så vil taklet svinge ind imod egen bred og dermed lavere vand.
Taklet jeg brugte var et pennel pully rig af 0,80 millimeter line. Jeg håbede at det kunne holde til pighajernes tænder, for jeg ville også gerne fange andre arter, og jeg vidste ikke om de ville blive skræmt af wiren. Krogene jeg brugte var kraftige 5/0 Varivas Big Mouth Xtra. Agnen var tobis fra 999 som jeg havde med hjemme fra Danmark.
Ikke længe efter jeg havde været i nærkontakt med de norske lystsejlere, var der bid fra en fin spise torsk på halvmeteren. Efter den var kommet ti meter over bunden blev den svag, sikkert på grund af tryksyge.
P-pladsen
Senere på aftenen var der hug, så et kunne ses ― godt jeg havde sikret trefoden (stangholderen) med store sten, sat knarren og løsnet fightbremsen nok til at en stor fisk kunne trække line af hjulet, uden at stangen endte i vandet. Det ville være rigtig surt at fighte en god fisk, og så se sin anden stang blive trukket i vandet af drømmefisken. Allerede i modhugget kunne jeg mærke at det var en anderledes fisk. Den kæmpede hele vejen op igennem vandsøjlen, så der kom flex på Zziplexen og man kunne godt blive lidt træt i håndleds ophænget. Det var en Pighaj, den havde ikke kunnet komme i kontakt med kroglinen, da den var kroget lige i underkæben. Lige da den kom op af vandet, havde den et flot grønt skær ned langs flanken.
Nå men jeg måtte have fat i dyret for at afkroge den. Hvis man vil beholde den, så afliv den hurtigt, for sådan en kan godt blive rigtig PIGESUR.
Robert havde sagt at jeg bare skulle tage fat i halen og vende den om på ryggen, så ville den gå i dvale og man ville så kunne afkroge den, mens den lå fastklemt mellem ens lår. Jeg tog fat i halen og fik vendt dyret om på ryggen ― den havde vist ikke hørt, at hajer skulle gå i dvale når de lå sådan. Jeg skulle ikke have sådan en fætter til at ligge fastklemt mellem mine lår ― jeg tror selv en kvinde med 20 års erfaring inden for verdens ældste erhverv ville betakke sig. Tager man fat rundt om nakken ved gællerne, finder man ud af hvorfor pighajens bagerste pig er størst. For den slår med halen, og så risikerer man et dybt sår, og en god infektion, for piggen har en rille på bagsiden som er fuld af bakterier. Hvad gør man så? Først pillede jeg loddet af taklet, så den ikke er i vejen. Så tog jeg fat omkring haleroden med højre hånd, og hurtigt rundt om nakken ved gællerne med venstre. Så satte jeg højre fod på halespidsen og slap med højre hånd. På den måde havde jeg højre hånd fri til at afkroge hajen. Jo det er et spændende fiskeri, og grillet pighaj er ikke af vejen.
En lille instruktion:
Hurtigt efter aflivningen skæres piggene af for at undgå uheldig omgang med pighaj. Så udtages indvoldene og buglapperne skæres bort (de kan ryges og kaldes kongeål). Skindet rundt om nakken løsnes og skindet flås af, ved at sætte pighajens hoved fast og trække skindet af ned mod halen ― ens hænder kan komme til at ligne nogen, som har været på en båndpudser, hvis man ikke bruger en klud. Halen og hovedet skæres af, så skæres fileterne fri af rygraden og renses for hinder. Kødet er fed og ret sød, så det gør ikke noget at tilbehøret og saucen smager af noget.
Efter den første haj, gik der cirka en time, så var der hug af en større og betydelig tungere fisk. Jeg pumpede løs og selvom det var hårdt arbejde, nød jeg fighten. Da jeg kunne skimte fisken nede i vandet, kunne jeg se at den var betydelig større end hajen jeg tidligere havde fanget. Men jeg kunne ikke se hvad det var for en fisk. Pludselig gik linen over og den mystiske fisk forsvandt ned i dybet. Jeg tror at det var en meget stor pighaj, for linen så ud til at være raspet over lige ovenfor krogen. Et nyt takel blev monteret og agnet op. Området blev skannet for lystsejlere inden taklet blev kastet ud. Inden længe havde jeg kroget en god fisk, men også denne fisk kappede linen. Nu kunne det være nok, så skiftede jeg over til 100 punds stålwire i et pennel pullyrig.
I stedet for swirvlen mellem den tykke rig line og wiren, bandt jeg linen og wiren sammen. En overhåndsknude på wiren, trak nylonlinen igennem og så bandt jeg en grinnerknude rundt om wiren og strammede begge knuder til. Det gav en suveræn knude som gjorde rigget stivere, så det ikke filtrede så nemt. Nu kunne de skarptandede bæster bare komme an! Lidt efter fangede jeg aftenens sidste pighaj, den største var 78 centimeter og knap to kilo.
Trist skæbne meen jeg holder øje med dig
Jeg fik ikke kontakt med den store fra før, så ved midnatstid pakkede jeg sammen.
Mandag den 29. juni 2009.
Vi os om i Farsund, hvor vi fandt turistbureauet, her kunne man gratis gå på nettet. I Farsund er der en grejforretning: http://mino.no/Company/102019/Farsund%20Jakt%20Og%20Fiske.html
Her fik jeg lidt information, blandt andet en plads med pighvar.
Om aftenen ville Anja gerne slippe for knat, så hun tog med ud til P-pladsen. Hun var nok blevet lidt fascineret af hajerne, og så kunne hun jo svinge kameraet.
Aftenen før havde fangsten af pighaj og det sære udstyr vakt opsigt i lokalsamfundet. Så der kom en del mennesker ned på p-pladsen for at nærmere på ham ”danskeren”. Der en gut fra Bulgarien, jeg fik ikke fat i hans navn, kom ned på p-pladsen for at flådfiske, alle de aftener jeg var der ― han var en hyggelig gut.
Det gik hurtigt op for mig at der boede mange flygtninge i Farsund, der var også folk fra Irak, Somalia og Palæstina. De havde lidt svært ved at se ideen med at genudsætte de fisk, som man ikke kunne spise. Jeg tog selv taget to af de hajer jeg fangede med hjem, resten blev sat ud igen.
Han pighajen har en længde på 60-70 centimeter og er cirka 10 år gammel før han bliver kønsmoden. Hun pighajen bliver kønsmoden når hun er 75-90 centimeter lang og er cirka 12 år gammel. Max længden for en han er cirka 90 centimeter, mens hunnen kan blive 120 centimeter, veje op til 9 kilo og blive mellem 20-24 år gammel.
På grund af den høje alder før kønsmodningen, er bestanden er sårbar over for overfiskeri. Nu er jeg ikke en trussel for bestanden alene mand, men jeg ser ikke nogen grund til at slå mere ihjel, end jeg har brug for.
Når man genudsætter en pighaj, så svømmer de ofte rundt i overfladen en tid inden de søger ned mod bunden. De er nok lidt tryksyge og skal lige komme sig over opstigningen.
Hajer har ikke en svømmeblære, så de bruger leveren i stedet for.
Nu da jeg havde Anja med, og hun gerne ville se hajer, så strammede jeg mig an og fangede fire pighajer op til 78 centimeter og godt to kilo inden vi pakkede sammen.
Lille han Den tykke på 3 kg
Tirsdag den 30. juni 2009.
Bare de få hundrede kilometer vi opholdt os længere nordpå end Aalborg, var nok til at dagene var lysere længere, det nød vi, for så havde vi tid til at se mere inden det var tid til aftensmaden.
Tirsdag aften tog jeg alene af sted, Anja havde jo også set haj, så det var nok ikke så spændende mere ― der var vist noget med en kriminalroman, som åbenbart var mere spændende end at være med mig ude på en P-plads omgivet af sprællende pighajer. Havde jeg ikke været fisker, kunne jeg nok have fulgt hendes tankegang.
De to foregående dage havde vist mig, at hajerne tidligst begyndte at bide klokken 21. Så kunne jeg tage senere af sted, hvilket faldt i god jord hos kæresten.
Det blev den aften jeg fangede den største pighaj, den vejede 3,8 kilo og målte 88 centimeter. Det var den hidtil bedste fightende fisk, og nu kom den stive Zziplex ZTI og fightbremsen på Daiwaen til sin fulde ret ― der skulle pumpes. Det var en stærk fisk, som jeg skulle holde godt fat i, da der skulle tages de obligatoriske fotos. Aftenen gav yderligere to hajer.
88 cm 3,5 kg mellem lårene ....... nej tak
Onsdag den 1. juli 2009.
Jeg havde nok fisket en times tid, og da jeg lige havde landet den første Pighaj, kom der en iraker ned på p-pladsen, han var så fascineret af hajerne som huserede i de norske fjorde, at han havde taget hele hans familie med. Hans to sønner havde dyb respekt for fiskene, så der var altid godt med plads omkring undertegnede under afkrogningen af fiskene.
På et tidspunkt satte en person sig bag ved mig og så på. Efter noget tid faldt vi i snak, som lystfiskere nu engang gør, det viste sig at han hed Dirk og boede i Tyskland. Han var til Nordsø Cup i Danmark næsten hver år ― verden er lille nogen gange.
Aftenen gav tre pighajer op til 3 kilo og 83 centimeter. Nu havde jeg fanget 12 pighajer på fire dage, så nu burde jeg være optaget i ”Haj Society”.
Torsdag den 2. juli 2009.
Så skulle Anja og jeg til den strand, som manden i grejforretningen havde anvist. Anja ville solbade mens jeg fiskede efter pighvar. Da vi kom derud, viste det sig at det var den mest populære strand i området. Så jeg brugte min mandlige vetoret og så vi kørte rundt for at finde et bedre sted. Det var lettere sagt end gjort, så det endte med at vi kørte op til en del af Listafjorden, som hed Fedafjorden, se link: http://maps.google.dk/maps?q=58.235578,6.778908&t=p&sll=58.098452,6.80131&sspn=0.009843,0.05476&ie=UTF8&ll=58.235058,6.778564&spn=0.009805,0.038409&z=15
Under nedkørselen gik det stejlt ned gennem hårnålesving på den smalle grusvej ― her var der nok ikke så mange mennesker― det lovede godt.
Her åbenbarede der sig en smuk fjord, og der var en lille naturhavn. Her besluttede vi os at være, og inden længe havde jeg rigget stængerne til. Her var der cirka 50 meter dybt ude i enden af kastet, så vinklen på linerne var ret stejl.
Der var nok ikke gået mere end 10 minutter, så var der hug. En torsk på 54 centimeter og 1,6 kilo kom op. Den fik en tur på den medbragte engangsgrill sammen med pølserne. Vi nød resten af dagen på stedet alene, kun afbrudt af en familie som skulle ud at sejle.
Dagen gav yderligere en enkelt mindre torsk. Det var i den varme uge med hedebølge og midt på en sommerdag, så man kunne nok ikke forvente sig mere. Havde det været forår og om natten, er jeg sikker på at stedet ville være mere end et besøg værd.
Det var så varmt at jeg benytte lejligheden til at blive afkølet i fjorden. Her skulle man passe på de mange brandmænd, men det gik fint.
På vejen hjem kørte vi ad en anden vej og stoppede på det sted, hvor man nok kunne tage det bedste billede af Farsund.
Fredag den 3. juli 2009.
Tiden nærmede sig til at bryde op og drage længere østpå. Så fredagen gik med at slappe af, pakke ned og spise en god middag.
Kunne man klare at se camping mutter i bikini, de mange knat udenfor om aftenen, så var stedet et ideel udgangspunkt for et par fisketure i Farsund området. Det er et hyggeligt sted, til en overkommelig pris.
Lørdag den 4. juli 2009.
Lørdag formiddag sagde vi farvel til ”bikini mutter” og kørte mod øst. Vi havde fundet en hytte på Skagerak Feriesenter Tregde: http://www.colorline.dk/servlets/page?section=2011&item=25610
Det lå ved Tregde cirka seks kilometer øst for Mandal. Som navnet antyder, er det et feriecenter. De havde efter min bedste overbevisning specialiseret sig i tyske lystfiskere, ikke på grund af Mandals elven, men pirkefiskeri i skærgården. Her var der nok 20 både i forskellig størrelse som man kunne leje. Walk in fryser og to store renseborde.
Vi havde lejet den mindste hytte man kunne få. Jeg ville sidestille den med G-strengstrusser, for des mindre stof de er lavet af, des mere koster de. Der var badeværelse, lille soveværelse med tre sovepladser og køkkenalrum med tv. Hytten var faktisk så lille, at jeg bandede det langt væk hver gang jeg kom hjem fra en fisketur og ville tørre stængerne over, for jeg stødte hele tiden stængerne ind i vægen, loftet eller M-hætten.
Jeg lånte stedets PC og fandt et kanon fiskested to kilometer mod vest, hvor jeg kunne fiske på 80 meter vand og hvor der var rimelig dybt vand hele vejen ud til Skagerraks dybe rende. Her måtte der være mange spændende fiskearter. Der så ud til at være en lille kaj, så der måtte være plads til at svinge stangen igennem under kastet, så man virkelig kunne komme til at fiske på dybt vand.
Jeg glædede mig allerede som en lille hundehvalp, som kunne se et kødben komme dalende i dens retning. Jeg fik hurtigt overtalt Anja til at køre ud at os om i området. Da vi skulle ned ad det sidste stykke grusvej, så jeg til min store skræk at der var et ADGANG FORBUDT skilt. Jævnfør lov af 1914? Herefter omtalte jeg pis, lort og fanden på en måde som Anja normalt ville finde upassende. Vi kørte tilbage til feriecenteret, jeg spurgte folk på stedet hvad der lå på det sted, og hvad er ”Lov af 18. august 1914”. Det kendte de ikke noget til.
Så jeg fandt via PCen et andet sted tre kilometer mod øst, her kunne jeg komme ud på 25 meters dybde. Men der manglede dybt vand ud til Skagerrak, så resultatet blev også derefter. En enkelt lubbe på skallede 34 centimeter ― jeg gad ikke engang pakke kameraet ud for at tage et billede af den. Fyyy faaaenn hvor var jeg irriteret, ikke mindst på loven fra 1914, hvad det så end skulle betyde.
Søndag den 5. juli 2009.
Om søndagen tog vi ind til Mandal og gik på nettet hos turistbureauet. Her fandt jeg et muligt sted på en mindre ø ved navn Gismerøya som lå i den sydlige bydel. Vi fik også at vide hvor der var en grejforretning, men den var selvfølgelig lukket på en søndag. Så gik vi en tur på cafe og spiste is.
På vejen hjem til hytten kørte vi ud for at se fiskepladsen på Gismerøya: http://maps.google.dk/maps?q=58.014782,7.481432&sll=58.01568,7.484329&sspn=0.004933,0.019205&ie=UTF8&ll=58.015032,7.482065&spn=0.002466,0.009602&z=17
Øen viste sig at være et industrikvarter, så her kunne jeg stå mellem Bådservice og så vidt jeg husker Skanska. Fra denne plads kunne jeg med et skråt kast komme ud på godt 40 meter vand.
Om aftenen tog jeg igen ud til stedet og denne gang brugte jeg ikke stålwire i pennel pullyrigget, men almindelig 0,80 millimeter klar chokline som krogline. Man ved jo aldrig hvad der bider på.
Efter noget tid var der små vedvarende bevægelser på den ene stang. Jeg trak ind og kunne lande en berggylte lignende fisk, den var 27 centimeter lang så jeg skyndte mig at tage et billede af den. Lige da den er blevet foreviget, hører jeg knarren give lyd fra hjulet på den anden stang. Så jeg genudsætter den lille fisk inden jeg fik vejet den. Da jeg får fat i den anden stang, begynder en fremragende fight ― jeg havde ingen ide om hvad der var for enden af linen. Jeg landede en kulmule på 63 centimeter og 1,960 kilo ― hvilken smuk fisk, det blev aftenens sidste.
Da jeg kom hjem til hytten lavede jeg en gin & tonic, fandt bogen Havfisk og Fiskeri frem for af se hvad det var for en lille fisk som jeg havde fanget. Her fandt jeg ud af at det var en Brungylte, på latin, Acantholabrus palloni. Der stod at max længden var 25 centimeter ― altså var den lille fisk i virkeligheden et monster eksemplar.
Mandag den 6. juli 2009.
Jeg tog dagen efter ind til grejbutikken i Mandal for at få noget information. Link:
http://www.th-salvesen.no/index.htm
Ejeren hedder Jonny og viste sig hurtig at være meget interesseret i diverse knuder, for han kendte den eneste surfcaster i Sørlandet. Jonny ringede til ham, men han skulle desværre arbejde om aftenen den uge, men jeg fik hans e-mail adresse. Da jeg kom hjem til Danmark kontaktede jeg ham, og fik lov til at offentliggøre hans navn og e-mail: Surfcasteren hedder Eivind og ham må vi meget gerne kontakte via e-mail: eivind@korshamn.net hvis nogen fra klubben vil op at fiske i området.
Jeg tror faktisk at han ville blive skuffet hvis vi ikke gør det.
På vejen hjem til hytten skulle der handles ind, jeg var blandt andet løbet tør for øl. 150 norske kroner for seks halvliter Carlsberg ― de skulle skamme sig noget så grusomt. Var det ikke for den smukke natur og drømmen om de store fisk, ville jeg aldrig besøge et land med så lidt respekt for øl.
Jeg havde aftalt med Anja at jeg skulle ud at prøve natfiskeri samme sted som jeg var aftenen før. Da jeg havde været der et par timer, havde jeg ikke fanget noget og det trak op til torden, så jeg pakkede sammen inden det begyndte.
Tirsdag den 7. juli 2009.
Aftenen efter ville jeg prøve at fiske efter havål med den ene stang, så jeg fandt en lille havn, hvor der nok jævnlig blev smidt noget fiskeaffald i vandet. Stedet var Kleveveien i Mandal http://maps.google.dk/maps?q=58.020845,7.476765&sll=58.015032,7.482065&sspn=0.002466,0.009602&ie=UTF8&ll=58.021385,7.478085&spn=0.002466,0.009602&z=17
Jeg havde taget nogle små makreller med hjemme fra Danmark, de havde den rette størrelse til at kunne blive kastet et godt stykke ud, hvis det blev nødvendig.
Der var ingen fisk, men der kom en nordmand for at fiske. Han forklarede mig at det sted hvor der var adgang forbudt, var en tidligere Nato Ubådsbase. Det forklarede jo en hel del, men jeg ville nu godt have fisket fra det sted.
Onsdag den 8. juli 2009.
Onsdagen gik med en tur på stranden ― kærligheden skal jo passes og plejes. Om aftenen spiste vi på Provianten: http://www.provianten.no/menyer.html
Den er helt klart et besøg værd, hvis man vil forkæle sig selv og sin kære med godt mad. De tilbereder en helleflynder rigtig godt. Her var der en dansk tjener ved navn Martin, som fik os til, at føle os hjemme.
Torsdag den 9. juli 2009.
Da vi stod op var der strålende vejr, så vi besluttede os for at køre en tur til Grimstad. Inden længe stod det ned i stænger i en sådan grad at man sænker farten helt automatisk.
På hjemvejen kørte vi forbi et par fiskesteder hvor der ifølge søkortet så godt ud, men det viste sig, som det ofte gør i det sydnorske, at det var i en baghave eller på hvad der ligner en privat bådebro. Jeg fandt endeligt et godt sted, hvor man skulle gå en halv kilometer fra parkeringspladsen, så da vi kom hjem til feriecenteret kontrollerede jeg dybden. Den var ikke mere end 15-20 meter, men det lå langt ude mod Skagerrak, så det var nok godt nok.
Aftenen blev tilbragt hjemme i tørvejr.
Fredag den 10. juli 2009.
Fredag over middag kørte vi af sted til fiskepladsen som jeg havde fundet dagen før. Da vi kom derud begyndte det at regne, og vi ville ikke tilbringe dagen plaskvåde, for vi havde ikke regntøj med.
På vej tilbage prøvede vi at finde et fiskested som lå tæt på parkeringspladsen, men det lykkedes ikke, uden at vi igen endte ved en privat bådebro. Så vi besluttede os at køre hjem, ikke langt fra feriecenteret fandt jeg en lille ø som jeg kunne komme ud på via en lille gangbro. Den lå i Hellefjorden og her ville jeg kunne komme ud på små 50 meters dybde: http://maps.google.dk/maps?q=58.01219,7.606584&sll=58.021385,7.478085&sspn=0.002466,0.009602&ie=UTF8&ll=58.012065,7.607088&spn=0.001233,0.004801&z=18
Om aftenen kørte jeg derud og det så godt ud, jeg fangede hurtigt en hvilling på 38 cm. Så jeg glædede mig til at det blev mørkt, så skete der nok noget. Men nej, der skete intet ― en lille havørred fik nok ondt af mig, så den sprang ud af vandet så mange gange, at det så ud til at den ville opmunter mig.
Lørdag den 11. juli 2009.
Det var hjemrejse dag, og på færgen tænkte jeg på de dage vi havde tilbragt i Sydnorge. Det virker som værende et af de tættest befolkede områder i Norge, og det er da også i Sørlandet at mange nordmænd holder ferie. Så det er ikke så underligt at mange af de gode fiskepladser nok findes i folks baghaver. Og næsten alle nordmand har adgang til en båd i området, så de sejler bare derud hvor vi må kaste. Mandals området virker på mig som et område som er overfisket af lystfiskere. Der var flere som var henne ved mig, for at høre hvad jeg brugte som agn, de brugte selv kunstige agn ― de havde bemærket at jeg fangede lidt og ville fritte mig for pladser og anden information.
Nej Mandal kommer jeg nok ikke tilbage til, men Fedafjorden og Farsund vil jeg gerne se igen, og ikke mindst de to fisk som slap væk. Campingmutter ved Helvigfjorden vil jeg gerne se igen – men gerne med mere tøj på.
Allerede et par uger efter hjemkomsten er der en herretur i støbeskeen til næste år.
Vi ses Norge ― selvom øllet er for dyrt.
Bue
