Kolde dage i Skåne

 

 

 

En af dagene her i februar, hvor landet i mange uger havde været nedfrosset og begravet i sne og med isnende vinde fra øst, så min kone bekymret på mig og sagde: Jeg tror du har feber. Jeg mærkede efter og ganske rigtigt. Jeg havde feber. Fiskefeber… Jeg kunne selvfølgelig havde taget ud med surfgrejet herhjemme, men jeg synes at de flade er lige lovlig flade på denne årstid.

I stedet tænkte jeg, at jeg måske kunne overliste en tyk, blank overspringer på Skånes østersøkyst. Jeg ringede jeg til min søde vandrehemsmama i Baskemölla på vackra Österlen og sagde jeg ville komme og bo der en lille uges tid. Du skal vara välkommen, sagde hun, men du kommer at bli ensam. Herligt! En eneboer behøver ikke selskab. Man kan rode som man vil, slå en prut og pisse i håndvasken, hvis man ikke gider gå ud på toilettet om natten. Men vi har jo lite is herövre, tilføjede hun moderligt bekymret.

Lite? Jävlar! Jeg har vinterfisket på denne kyst gennem nitten år, men aldrig har jeg set noget som dette. Hanöbukten var dækket af fast is kilometer efter kilometer, så langt øjet og kikkerten rakte, fra Simrishamn i syd til Sölvesborg i nord. Jeg havde været forberedt på at måtte søge efter åbent vand, men dette var en isørken uden oaser. Der var en isnende kulde fra Baltikum, 400 kilometer væk på den anden side af Østersøen.

Jeg var klar over, at jeg måtte ned på Sydkysten for at finde åbent hav. Her er mere salt i vandet og østenvinden havde vel ikke pakket isen så hårdt. Ned forbi Simrishamn og de små fiskelejer. Også her is overalt og de små fiskerbåde lå indefrosset i havnene. Alle de kære kendte pladser var borte.

 

Vitemölla

 

Baskemölla

 

Jeg syntes jo at vi havde fået en del sne i København. Men her! Sikke et pulver. De små veje langs kysten var forsøgt ryddet med sneplov i måske halvandet spor og der lå driver langs vejene i tre-fire meters højde. Et kongerige for en Land Rover. Bilen skulle holdes i fart for at komme igennem, men ikke så meget at jeg røg af banen og havnede i en drive. Så ville køretøjet og jeg først blive fundet til foråret.

 

Jeg rundede Sveriges sydøstlige hjørne og gjorde et stop i Kåseberga. Jeg kravlede op på de høje skrænter for at få et udsyn mod Hammars Backar i vest. Her kunne man endelig se åbent hav, men ak, 500-600 meter fra land. Selv i fællesskab kan Bue og Langkaster ikke nå der ud.

Kåseberga

 

Når jeg nu var her ville jeg besøge Ales Stenar, en 3000 år gammel, 67 meter lang skibssætning med en fantastisk beliggenhed på en knude højt over Østersøen. De kloge er uenige, om hvem der har rejst dem og hvorfor. Jeg ved det såmænd heller ikke…

Ales Stenar

 

Videre forbi Ystad og endnu længere vestpå, ved Hörte Udde var der endelig muligheder. For fanden, jeg var jo næsten hjemme. Det er en kendt kystplads for trækkende havørreder, men der var ikke andre fiskere. Mærkeligt. Det knagfrøs og det gjorde jeg også. Øjnene løb i vand af den isnende vind og i skægget hang en grødet masse af snot og is. Der lå en bræmme som af slush ice og skvulpede ud til 20-30 meter fra kysten og isflager drev herreløst forbi.

 "Fiskevand"

 

Jeg har for mange år siden opgivet at lappe mine gamle neoprenbukser og i stedet bruger jeg åndbare waders. Lette og behagelige om sommeren, men uden nogen varme overhovedet, så man som her såmænd lige så godt kunne fiske i bar røv. Der skulle mange lag til for at holde kulden fra livet. Udover underbukser, skiunderbukser, bukser i tyk fiberpels, mine almindelige bukser og yderst waders´erne. Bukserne kunne ikke lukkes om mig og jeg måtte holde dem oppe med et stykke snor. På overkroppen flere tykke trøjer og yderst en vindtæt jakke. Vadebæltet til at holde sammen på det hele var pludselig blevet for kort. Jeg kunne dårligt bevæge mig.

Vandets temperatur havde jeg målt til en halv grad. Jeg vadede ud til livet og kulden slog igennem som en hammer. Lårene og de gamle røvballer krympede sig og jeg kunne næsten mærke, hvordan tæerne i de tykke sokker lagde sig tæt ind til hinanden for at holde varmen. Det er måske heller ikke noget at byde sine undersåtter. Sure var de. Kyllinger, sagde jeg. I har dog plusgrader! Hvad skal jeg så sige heroppe? Jeg har aldrig helt forstået vinterbadere, der påstår at man får varmen og blodet ruller raskere i årerne. Det er jo perverst..

Jeg prøvede med kastedub og flue, men det gik for langsomt og jeg blev kold. Fluestangen blev rigget til. Her sker der dog noget aktivt med begge hænder. Problemet var at mine fingre i de tykke handsker var stive og følelsesløse og gang på gang gled den tynde skydeline fra mig i en klump.Ti -tolv minutter kunne jeg være ude, så måtte jeg ind og stampe og løbe omkring i den dybe sne. Varm kakao lunede lidt. Koldt øl var ikke noget problem. Sådan gik dagen, ud og fiske – op og stampe…

 

Alle der har prøvet at vadefiske i koldt vand ved, at det kan give en voldsom og meget pludselig tissetrang. Måske er det trykket på blæren i forbindelse med nedkølingen, der forårsager det. Jeg ved det ikke. Hjemme er det ikke noget problem. Man slentrer ind over sandbunden i ro og mag og når at få forrettet sit ærinde uden større dramatik. Her er det anderledes. Kysten og langt ud i vandet er oversået med algeglatte halv- og kubikmeterstore sten. Man føler sig for og baner sig vej, som den blinde med sin stok og er glad, når man finder fodfæste uden at blive skubbet for meget rundt af bølgerne. Og her bliver man stående. Alt omvendt når man skal ind.

Pludselig var den der. Tissetrangen! Ubønhørligt og uden varsel. Ind! Nu! Her ventes ikke. Man stormer af sted, flyver over og mellem sten og klipper. Ikke gå i panik, du når det. Tænk på noget andet! Vadejakken flås af mens man løber, selerne ligeså. Man mærker de første spæde dryp. Vent nu, for helvede! Jeg ved ikke hvilket center, der styrer kroppens affaldsprodukter, om det er højre eller venstre hjernehalvdel eller måske forreste pandelap. Hos mig blev der bare givet signal til afgang, tidlig afgang. Det burde jeg vel ellers være vokset fra. Jeg gravede desperat. Første lag, andet lag, tredje lag, fjerde lag. Mine stivfrosne fingre kunne ikke mærke noget som helst. Endelig, da alt håb syntes ude, fik jeg fat i noget varmt og rynket, trak i snippen af min skiundertrøje og pissede i bukserne. Samtlige par… Arj, for fanden! Min kones tapre lille mand var ude af kontrol, snart inde, snart ude. Jeg kunne mærke, hvordan varmen bredte sig helt ned i tæerne, og i sneen foran mig så det ud som om nogen var gået amok med en kasse citronvand.

Jeg satte mig på en sten og tænkte lidt over tingene. Egentlig kunne det jo have gået værre. Jeg var alene på kysten, så ingen så min fornedrelse. Og tænk, hvis jeg skulle have lavet stort…

 

Således opløftet fortsatte jeg med at fiske, men måtte sande det gamle ord om, at pisse i bukserne er kun en stakket varme. Det sidste dagslys forsvandt og det blev rigtig koldt. Jeg pakkede sammen og på let skrævende ben, øv! vadede jeg gennem sneen op mod bilen. Jeg fandt nøglen frem og satte den i låsen. Den var frosset. Jeg prøvede at tø den op ved at varme nøglen med min lighter, men den blev ved med at blæse ud. Det endte med at jeg tabte den ud af mine stive fingre og ned i sneen. Så var det slut. Jeg sparkede på dækkene og nærmest tudede af raseri. Bubber ville hjem i varmen.Til sidst fandt jeg et strå og pustede varm luft i låsen, mens jeg lunede nøglen i min handske. Jeg frygtede at nøglen ville knække, men endelig gik låsen op. Jeg trak i håndtaget og hev halvdelen af dørens gummiliste med. Nu manglede der bare at skidtet ikke ville starte, eller at jeg kørte fast i sneen. Dum dag…

 

Hjemme på vandrehjemmet hev jeg alt det våde tøj af, lagde det til tørre på varmeapparatet og gik ud og tog et langt varmt bad. Da jeg kom tilbage til rummet stank der som urinalet på et natværtshus lige før lukketid. Det her kunne jeg ikke sove i. Jeg slukkede for varmen og lagde tøjet til lufttørring i det åbne vindue. Derefter tog jeg min gode kones gode lasagne og puttede i ovnen. En time ved 180 grader havde hun sagt. Imens trak jeg en stol ud i køkkenet og læste og blundede måske også et øjeblik. Jeg vågnede ved at køkkenet var fyldt med røg og os. Der var gået flere timer. Jeg for hen til ovnen og hev noget ud, der nærmest lignede et stykke trækul. Det var den aftensmad.

Det var blevet sent og jeg besluttede at gå i seng. Da jeg havde fået alt tøjet af kom jeg i tanke om, at jeg da vist havde glemt at tage soveposen med ind fra bilen. På bare ben gik jeg ud igennem sneen og hentede den i bagagerummet. Den var ret kold. I køjen rullede jeg mig sammen som en grønlandsk slædehund i forsøg på at holde varmen. Surfere, hvor var I da?

 

En enkelt dag mere prøvede jeg at fiske, men uden held. Der var også for langt at køre for at finde åbent vand og der var sikkert heller ikke nogen fisk. Jeg håbede på at vinden ville gå i vest/sydvest og isen på østkysten bryde op og gå til havs. Det skete ikke. De sidste dage gik jeg lange ture langs det frosne hav og beundrede glenternes elegante svæv over trætoppene og de store flokke af fugle ude på isen. Fed fisketur…

 

Så koldt var det

 

Ivar