Pointcup 2011
Nu sku’ det være – jeg vil gøre en indsats i årets sidste pointcup-weekend.
I tiden op til weekenden lagde jeg store planer for, hvor og hvornår jeg ville fange hvad.
Planen var, at jeg om lørdagen tog til Kronborg Pynten. På denne årstid ved jeg at der plejer at være rå mængder af makrel og hornfisk og enkelte havørreder. Fra tidligere ture fra små-båd, ved jeg lige præcis hvor og hvordan de skal fanges. Og jeg ved, at de kan nås fra land. Det kan gøres med stort flåd til næsten 100 g lod og krogen agnet med tobis.
Når jeg så havde fået mine 3 makreller og hornfisk, skulle der fiskes efter pighvar og slethvar, som alle ved findes omkring Pynten og Nordhavnen. Og med lidt held va der nok en eller anden fornuftig fladfisk, der ville smage på mine tobiser.
Om søndagen ville jeg tage sydpå til Københavns Sydhavn. Her ved jeg at der er aborre, hornfisk og ørred.
Men men men – uden der skal gå politik i det, var min plan for weekenden lige så realistisk, som regeringens 2020-plan.
Selvfølgelig gik det ikke som jeg havde drømt om.
Da lørdagen kom, var vinden skiftet om til frisk vind fra sydøst. Det vil sige, at vinden ikke kunne være værre, når der skal fiskes fra Pynten. Strid strøm og vind med en masse drivende tang.
Det var svært at få fanget de åh så vigtige tobiser. Men til sidst havde jeg cirka 20 stk. gode levende tobis.
( jeg købte dem hos Helsingør Bådudlejning:-))
Fiskeriet på Pynten med flåd gik OK – teknikken virkede og tobisen kom ud hvor den skulle. Alt var på plads undtagen fiskene ! Efter nogle fangstløse timer, og en masse ålegræs, begyndte jeg at tvivle på projektet.
Så sadlede jeg om til hvar-fiskeri. Tobis på en tackel med gennemløb, der blev trukket ind i lokkende bevægelser. (synes jeg). Efter nogle fangstløse timer, og en masse ålegræs, begyndte jeg at tvivle på dette projekt også.
Troen på mine vidtløftige planer begyndte at sive ……………..
Så jeg tog sgu hjem. Lidt mad og kaffe hjalp på energien – jeg fik troen tilbage. Jeg planlagde så at tage på Gilleleje mole, for at give tobiserne lidt svømmeundervisning i løbet af aftenen.
Jeg fiskede med tobis med gennemløb, der blev trukket ind i lokkende bevægelser. Omkring solnedgang skete der lidt. Der var hug på tobisen flere gange. Uanset hvad jeg gjorde, fik jeg intet med op – i begyndelsen.
Men så var der var en rigtig seriøst hug på tobisen. Fast fisk. I halvmørket kunne jeg ikke se hvad der var på krogen, før end den var helt oppe i overfladen. Det var en nydelig lille torsk. Torsk havde jeg ikke fanget fra kysten i rigtig lang tid. Er der én torsk plejer der at være flere. Jeg havde da også flere hug – lidt mage til de hug jeg havde i starten af turen. Og endelig var der en der blev hængende. Og stor var skuffelsen, da den kom ind – det var en fjæsing. (jeg har sidenhen tænkt på, om et par af dem ikke var over 20 cm., men det er jo for sent nu).Og er der noget jeg ikke vil fange så er det fjæsinger, så jeg pakkede sammen og tog hjem med min fine torsk, der var 41 cm lang.
Søndag fastholdt jeg planen med at tage til Københavns Sydhavn. Jeg startede fiskeriet i den dybe rende langs volden overfor lystbådehavnen. Der var allerede 2 andre lystfiskere. De kom fra Nyborg! Jeg blev aldrig klar over hvorfor de nu stod og fiskede i Sydhavnen. Medens jeg riggede til, kom den ene fyr og viste mig en flot flot aborre på 7-800 gram. Jeg fik hurtig sat en jig på – jeg ville da også fange aborre. I løbet at de næste timer skete der absolut intet. De 2 fra Nyborg fangede heller ikke mere.
Så kørte jeg over til selve sluserne. Der stod en del lystfiskere og fiske med flåd. De hev jævnligt flotte hornfisk ind. Jeg fik hurtig rigget om til flådfiskeri. Og endelig havde jeg lidt held i sprøjten. Og inden længe havde jeg fanget mine 3 hornfisk. Hornfiskene var 67 cm, 68 cm og 76 cm.
Det var meget flotte og store hornfisk. (senere viste det sig, at de var fyldt med flommefedt til den lange vinter)
Det var begyndt at regne og jeg orkede efterhånden ikke mere. Min indsats i pointcuppen var slut for denne gang.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fine planer jeg havde for weekenden. Og på, hvad det så i virkeligheden blev til.
Intet blev som planlagt, men fangsten er trods alt helt OK.
Jim.