Torsdag den 22.marts 2012 kørte tre forventningsfulde Surfcastere af færgen i Kristiansand, og satte kursen mod Nordstranda Campingplads, som ligger lige ud til Helvikfjorden. Med på turen var Robert Howard, John Christensen og jeg, Bue Poulsen. Vi havde fire afteners fiskeri foran os, hvor målet var at fange pighaj, pighvar, torsk og havål. Vejret kunne ikke have været mere med os, for der skulle maksimum blæse 7 meter per sekund, den første aften, derefter ville det flove af. Solen ville skinne fra en næsten skyfri himmel alle dage og temperaturen nå op på 13° celsius.

 

Vel fremme på campingpladsen, fik vi tildelt hytte nummer tre. Tørresnoren, som jeg havde hængt op, ud for hytte nummer to, i sommeren 2009, hang der stadig væk,  jeg kunne genkende 8-talsknuden. 

  

Den første aften skulle vi fiske fra P-pladsen i Farsund, desværre var de ved at udvide den, så vi fandt en byggegrund mellem Statoil og en mindre villa. Her måtte vi vade rundt mellem halvstore klippeblokke, og det var til tider meget besværligt at balancerer rundt. Fiskepladsen lå lige på indersiden af fjordmundingen, så der burde være mange fisk. Vi fiskede med halve sildefilter på Pennel-pulleyrig. Krogtjavsen var af 150 punds line, da vi formodede at der var pighajer i området. Inden længe fik jeg et hug, som udløste en skøn fight med pighaj. Da den var udtrættet, kom den op på land for at møde kamera-blitz og krogløser inden den blev sat ud igen.

 

Lidt senere fik jeg igen en haj op at vende, inden det blev Roberts tur til at prøve kræfter med de norske hajer. Da der for tredje gang, var hug på en af mine stænger, tilbød jeg John, at fighte fisken, for han havde ikke fanget noget endnu, men han afslog tilbuddet med ordene ”jeg skal nok fange mine egne fisk”.

Der kom en lidt rolig periode nu, hvor der blev drukket både the og kaffe. Robert og jeg havde erfaret fra tidligere ture, at der kom en voldsom hug-periode fra klokken 23 til 02, og kunne berette til John, at det ikke var til at styre mere end en stang, når det gik løs. John fiskede allerede kun med en stang, så det skulle nok gå fint.

 

 

Så var det igen Roberts tur til at få hug, men fisken satte sig i bunden, og ville ikke mere. Han gav den løs line, så den selv kunne komme fri igen. Efter cirka ti minutter, begyndte linen at vise tegn på at fisken var kommet fri, så Robert samlede den løse line op og pumpede fisken hårdt op mod overfladen. Desværre satte fisken sig hurtigt fast igen, og selv om Robert prøvede samme procedure hjalp det ikke noget, så han mistede fisken. Det stod herefter klart for alle, at bunden var noget grovere end først antaget, så når der var hug, skulle fisken presses maksimalt fra starten, for at minimere fiskenes chance for, at sætte sig i bunden.

 

Nu blev det endelig Johns tur til at prøve kræfter med hajerne, men efter syv-/ottesekunders fight satte fisken sig urokkelig fast, og lige meget hvad John gjorde, så kunne han ikke få den fri.  

                                      

Pludselig blev den stille aften i smukke Farsund afbrudt af maskingeværsalver og chokgranater ¾ hvad sker der, er det en øvelse eller er det alvor. Jeg hører ingen ricocherende projektiler, eller smæld over hovedet på os, når vildfarne projektiler brød lydmuren. Der måtte være en øvelse, nu og da blev himmelen oplyst af lysgranater og skydningen fortsatte en halv times tid. Vi fandt aldrig ud af hvad det gik ud på, det var måske det stedlige hjemmeværn, som trænede.

 

Som om skyderiet ikke havde generet os nok, så kom en kraftig beruset man ud af huset på den anden side af vejen og begyndte at råbe til os ” Ja err poilsman, hva laver iii?” Vi råbte forklarende tilbage, at vi fiskede, hvorefter han igen råbte ”Ja err poilsman, hva hedder iii?” ”Mickey Mouse” svarede Robert tilbage. Jeg kom til at tænke på den stakkels tjener fra 90 års fødselsdag, som måtte drikke på alle de afdødes vegne. For denne nordmand havde bestemt samme gangart og udtale. Han fortsatte i et væk med at råbe ”Ja err poilsman, hva hedder iii?” For resten af nabolagets skyld, valgte vi herefter at ignorerede ham. Stædige asen, han blev ved i cirka ti minutter inden han forsvandt ind i huset igen. 

 

Klokken passerede 23 uden den voldsomme hug-periode indtraf, og det underlige var, at vi kun fangede hanner. Der løb mælk fra gattet, så legen var nok lige op over.

 

Både Robert og jeg fik hug igen, Robert mistede endnu engang sin fisk i bunden, mens jeg kunne lande min fjerde haj. Det underlige var, at John, som fiskede i mellem Robert og jeg, ikke fik nogen hug. Så da jeg fik endnu en haj på, blev John igen tilbudt at fighte den, men han afslog også denne gang tilbuddet. Da klokken var to, pakke vi sammen, og drog hjem til hytten. 

 

 

Fredag den 23.marts stod solen højt på himlen og havde allerede fået vist sin magt over kulden, så det tegnede til endnu en dejlig varm forårsdag.

Efter morgenmaden, kørte holdet ud for at finde fiskepladser for de kommende dage. Der var blevet studeret kort, søkort og luftfotos op til turen, så vi følte sig klædt godt på til turen.

Midt om sommeren i 2009, havde der havde været op til 28° varmt, og jeg havde været oppe at fange torsk i Fedafjorden, grunden til at det kunne lade sig gøre, var at den er meget dyb, så jeg havde kunnet fiske på 50 meters dybde. Nu på denne årstid ville fiskeriet nok være endnu bedre ¾ tænkte jeg. Derfor satte vi kursen mod nord, for at se stedet an i dagslys. Da det var næsten tre år siden jeg sidst havde været der, kunne jeg ikke huske vejen, så jeg satte GPS’en til at guide os.

 

Allerede efter få kilometer skrabte bilen på den runde grusvej, og jeg blev noget bekymret for resten af turen.

Nu vil det måske være på sin plads at indvie læseren i hvor sænket Roberts bil egentligt er, for på billedet af bilen, sidder vi jo ikke i den. Men når vi gør, så trykker vi fjedrene yderligere ned med 310 kilo uden tøj. Nu er vi godt nok meget festlige mennesker, men vi fandt det både lidt upassende og for koldt at køre nøgne rundt i Sydnorge, så til de 310 kilo, skal nok lægget yderligere 12 kilo, foruden noget fiskegrej, kameraudstyr, reserveolie og mange tunge reservelodder. Med andre ord, så tror jeg ikke oversiden at dækket så meget sollys på denne tur, for den gemte sig godt oppe under bagskærmen. Både John og jeg prøvede at opmuntre Robert til at putte mere luft i dækkene, men han mente det var et helt passende dæktryk, og så er der jo ikke andet at gøre ved det, end at fortælle ham, hvad han kunne ønske sig i fødselsdagsgave, længere fjedre, men det vender vi tilbage til.

                                      

Vel fremme ved nedkørslen til stedet med de fine sommertorsk, virkede det ikke helt bekendt. Både Robert og John syntes ikke helt vejen levede op til en standart, som vi kunne byde nogen bil, og da slet ikke Roberts, som vi var kørende i. Det var ikke ligefrem en firehjulstrækker, men en sænket Mitsubishi med tag-boks. Jeg måtte give dem ret, den vej vi kørte ned ad, havde nok sjældent haft en bil i nærheden af sig. Det blev faktisk mere spændende, end nogen af os havde lyst til at indrømme i situationen!

 

Vi kunne ikke vende og hvis vi fortsatte ned til bunden og kunne vende her, ville vi ikke kunne komme op igen. For bilen var kun forhjulstrukken, og så ville hovedparten af vægten være på baghjulene, hvilket bare ville få forhjulene til at snurre rundt. Så nu holdt vi cirka 25 meter nede af en meget smal og stejl vej, og hvis jeg bakkede snurrede forhjulene rundt. Det var en køn suppedas jeg havde bragt os i, dumme GPS, eller var det måske en fejl 40? Nå, det nyttede ikke noget at tænke på det nu, det gjaldt bare om at komme op ad vejen, uden at få bilen til at styrte i afgrunden og slå os alle sammen ihjel. Vi måtte minimere vægten ved at Robert og John steg ud og skubbe bilen baglæns op, mens jeg gav bilen tilstrækkelig gas, så den ikke gik i stå. Men der var ikke plads til at køre frisk til, så koblingen kom lidt på overarbejde, men hellere det end at køre i afgrunden .

Det gik langsomt opad, og et enkelt sted måtte jeg køre lidt frem igen, for der var ikke mere end en halv fod at rutte med. Vel oppe igen, lugtede den stakkels 20 år gamle Mitsubishi noget af brændt kobling, men både den og vi var uskadte.

 

Jeg så lidt nærmere på den dumme GPS, og opdagede til læserens ”store overraskelse” at der var tale om en fejl 40 ! jeg havde markeret det forkerte sted. Da jeg lettet fortalte Robert at vi bare skulle et par kilometer mod øst, og så ned af en vej med hårnålesving, så jeg et meget bekymret udtryk i hans ansigt. Jeg beroligede ham med, at vi kunne se hvordan vejen så ud inden vi kørte ned af stigningen.

 

Da vi nærmede os nedkørslen, så det meget mere bekendt ud, og vejen på nedkørslen var jo fantastisk fin, i forhold til hvad vi havde prøvet hidtil. Vel nede uden problemer, holdt vi en velfortjent kaffepause. Her var smukt, og det eneste som generede mig, var tre bøjer ude i vandet, for så var der en risiko for at sætte vores takler i deres forankring. Robert mente det var for hårdt ved bilen at køre herned igen om aftenen, så det blev desværre ikke til noget fiskeri på stedet, i denne omgang.

                                   

Vi fortsatte rundt langs kysten, men havde svært ved at finde et egnet sted at fiske. Pladsen skulle jo være sikker at fiske fra, og der skulle være noget vanddybde inde under land.

Robert havde set et tv-program, hvor en norsk kok, havde skudt en stor pighvar med en harpun. Det havde foregået på undervandsjagt i området nær Lista fyr. Vi så nærmere på området, men her var der store kampesten, som det ikke var til at gå rundt imellem, uden at brække mindst et par knogler. Så vi fortsatte langs kysten mod sydøst. Der fandt vi adskillige lavvandede bugter, men der var meget langt ud til det åbne hav, så de pladser skrottede vi.

Da det nærmede sig tiden, til at sætte kursen hjem ad mod hytten, besluttede vi os for at prøve en plads tæt på gårdsdagens, nok ikke mere end 400 meter derfra i fugleflugt. Det var lige på ydersiden af fjordmundingen, her måtte der være fangstgaranti. På vejen hjem til hytten kørte vi ad en grusvej, og selv om man kørte på de højeste punkter, kunne det ikke undgås, at bunden af bilen skrabte imod en gang imellem, stakkels bil.

  

Vi returnerede til Hytten for at spise og kørte herefter ud, og var klar på fiskepladsen ved 21 tiden.

Der var en tiltagende udgående strøm, og vi hørte nogle enkelte kraftige plask i vandet. Mon det var laks eller marsvin som satte kriller i vores fantasi.

Efter en halv times tid, fik Robert et kort og hurtigt udløb, men det blev aftenens eneste hug. Så tiden blev brugt til at lave sjove billeder.

  

Da vi slukøret kom hjem til campingpladsen, kunne vi se småtorsk i vandet lige udenfor hytten. Måske var der nogen større derude, vi besluttede at prøve at fiske der om dagen.

Jeg havde i 2009 fisket der om natten, men fangede kun en masse gammelt løv. Så mine forventninger var ikke store. Jeg havde dog en tidlig aften fanget en makrel på fjer.

 

 

Lørdag den 24.marts kunne vi stå op til endnu en smuk dag, hvor vejret var med os, ups, solcremen var vist ikke kommet med på turen, så jeg blev lidt solbrændt.

John og jeg agnede op og kastede ud udenfor hytten, hvorefter vi nød vores morgenkaffe. Da vi trak ind igen, var der gamle løvblade på krogene, og blyloddet havde indtaget en ukendt farve, det virkede næsten som om, den havde været udsat for en brunering. Robert mente at det skyldtes, at løvet nede på bunden lavede en kemisk reaktion, som farvede loddet og at der derfor ikke kunne leve nogen bundfisk her. Når der ingen fisk var, trænede vi lidt kast, og jeg fik mere og mere respekt for Johns ABU Hellbender. Den fik fuld skrue med 175 gram ankerlod og en halv sildefilet, hvilket den klarede fint. Dens lidt bløde spids, havde jeg ellers afskrevet, for den kunne få loddet til at hoppe, når man svingede op bag en, inden rotationen under et pendulkast. Måske det tunge lod var med til at undgå det sædvanlige hopperi.

 

Da John ikke havde fanget noget på turen endnu, vurderede vi, at pladsen fra fredagens fiskeri, ville være det sted hvor chancen for fangst var størst. På vejen derind så vi lidt nærmere på P-pladsen, og vi kunne lige være der ved siden af afskærmningen til udvidelsen. Vores kast kunne få vores takler til at fiske i samme område, som hvis vi stod ved siden af Statoil, og vi var fri for at skulle balancere rundt på de store halvstore klippeblokke.

Da jeg lige havde kastet min anden takel ud, kom to teenage-tøser fræsende i en motorbåd, og ind i linen som endnu lå på overfladen. På trods af diverse tilråb og advarsler, fortsatte de to fnisende tøser ind i linen, og forårsagede turens vildeste udløb. Min line blev selvfølgelig revet over sammen med mit gode gemyt. John som er seneste medlem af klubben, havde ikke set denne side af mig, måske var det i virkeligheden mere frustrationen over det ringe fiskeri, end de to teenage-tøsers mangel på sømandskab, som fik bægeret til at flyde over. I hvert fald fik de på godt engelsk, lært min mening om deres mangel på sømandskab at kende, alt imens John så noget overrasket til.

 

Da jeg havde rigget ny chokline, takel og agn til igen, blev endnu en halv sildefilet sendt ud i Shark territory. Jeg gik en lille tur langs vandet, for se om jeg kunne få øje på nogen fisk. Inde under vejbroen så jeg en to kilos torsk svømme rundt. Da jeg ville trække mit takel ind, for at giv torsken en chance, satte den sig i bunden. John havde også sat et takel fast, da han ville skifte agn. Det var grov bund vi fiskede på, og nok ikke så god en plads som vi indledningsvis troede. Jeg kunne klemme mig rundt om hegnet, og kunne på den måde lægge pres på bundhugget fra en ny side af. Jeg fik både trukket mit eget og Johns takel med ind, men torsken under broen var for længst svømmet videre, da jeg havde et takel klar til den.

Jeg fik lidt senere et svagt hug, og lod det udvikle sig, men da jeg trak ind, havde fisken sat sig urokkelig fast, så den mistede jeg.

  

Ud af det blå, begyndte det at blæse op fra nord, og støvet fra udvidelsen af P-pladsen stod ind over os, hvor kom det vejr fra, det var ikke det de havde lovet. Vi pakkede sammen og kørte hjem til hytten.

 

Da jeg gik en tur langs vandet foran campingpladsen, så jeg store blankål som svømmede rundt nede på bunden. John og jeg agnede op og fiskede et par timer efter ålene. Men de ville ikke bide på, selvom vi placerede silden lige foran snuden på dem.

Nu forholdt det sig således, at der var en på campingpladsen, som havde været ude på havet og fiske. Når han returnerede fra havet, stod han ved vandkanten og rensede fangsten, hvorefter han smed indvolde, skeletter og hoveder ud i vandet bag sig. Her kunne ålene så smovse i alt godt fra havet hver aften, så de var stopmætte, da vores takler var serveret foran dem. 

 

 

Søndag den 25.marts kørte vi ud for at finde en god pighvar plads. Bilens udstødning havde efterhånden fået så mange tæsk på turen, så den var blevet utæt. En forankørende motorcykel holdt ind til siden, da føreren af nok syntes at motorlyden fra den var blevet noget mere maskulin. Vi andre inde i bilen kunne også godt høre, at det lød af noget mere end den skulle. Det kunne det norske polisen også, da vi passerede den lokale politistation stod der flere betjente udenfor og så noget efter os. Så er der kun en ting at gøre, for at opbløde situationen, vinke og smile til dem mens vi listede forbi uden at gasse for meget op.

 

Vi fandt en dejlig bugt med sandstrand til aftenens fiskeri. Her var der spredte skærgårds øer, lavvandet og ikke langt ud til det åbne hav.

  

Om aftenen, da vi ankom til stedet, havde vi bevæbnet os med takler til både pighvar og mindre fladfisk. Der skete ikke meget de første par timer, men da mørket sænkede sig og John på et tidspunkt trak ind for at skifte agn, var der en stor ising på 38 centimeter og 560 gram på krogen, flot fisk. Vi havde på det tidspunkt regnet ud at turen i alt kom til at koste 1.485 kroner, så jeg drillede John med, at det var noget at et dilemma han var i. For nu kunne han spise sin dyreste fisk til dato, og hvis han fangede flere, ville kiloprisen kun dale. John ville nu helst fange flere fisk.

Nu troede vi at nøden endelig var knækket, og at vi ville fange mange fisk, men trods ihærdighed, lykkedes det os ikke at fange flere.

 

 

Mandag den 26.marts var hjemrejsedag, og vi gjorde status over turen. Vi havde været utrolig heldige med vejret, men fiskeriet lod meget tilbage at ønske. På tidligere ture havde vi oplevet, at fiskeriet var godt helt hen i november måned, så næste tur skal tidligst lægges i maj. Næste gang ville vi også køre længere nordpå, for der tror vi, at det er lettere at finde fiskepladser, da der her bor færre mennesker. Så vi ses igen Norge.

Bue