Surfstænger er almindeligvis 12 –15 fod lange. 13 – 14 fod er de almindeligste. Samtidig er de kraftige for at have den styrke der kræves for at kunne kaste de tunge vægte. Første gang man står med sådan en i hånden, behængt med et 150 grams lod, kan virke overvældende.

Stængerne er rørbyggede, de dyreste er i kulfibre, og de billigere er i glasfiber/kulfiber komposit. De er som regel 2 eller 3 delte. Der kendes dog også fra især det amerikanske marked 11 og 12 fods stænger i et stykke. Alt dette er et kompromis mellem funktion og håndterbarhed. Det er almindeligt kendt, at en samling påvirker en stangs aktion, men hvor nemt er det at transportere en 15 fods udelt stang i bybussen eller personbilen.

Stængerne fås både beregnet til multihjul og til fastspolehjul.

Filosofien bag en stang er, at den er delt op i 3 zoner: En blød top, en medium mellemdel og en stiv bund.

Toppen tjener 2 formål. Den skal styre blyet i indledningen af kastet, og den skal vise nap på agnen. En meget blød top viser selv små nap, men den er også mere påvirkelig af vind og bølger på linen, og den er ikke så hurtig til at løfte forfang fri af bunden, når det er nødvendigt. Ligeledes er det sværere at styre loddets bevægelse præcist i begyndelsen af kastet, men den er til gengæld tilgivende overfor fejl i kasteteknikken, idet tingene ikke går så hurtigt. En meget stiv top har fuld kontrol over blyet fra første bevægelse. En fordel hvis du er en dygtig kaster, men begår du en fejl i starten, vil den påvirke hele dit kast negativt. Små nap kan være svære at registrere.

Mellemdelen lades op med kraft (ved at stangen bøjer) i første halvdel af kastet, og bunddelen i sidste del af kastet. For mellemdelen gælder, at er den blød, er det begrænset, hvor meget kraft der kan oplades, og er den stiv stiller, den meget større krav til din teknik, hvor den bløde kompenserer bedre for fejl i kastet. En meget stiv bunddel stiller store krav til din teknik, for overhovedet at få den ladet op med kraft. Man får i tilfælde af problemer med denne opladning længere kast med en lidt blødere bunddel, som man så til gengæld magter at oplade.

Alle disse ting smelter selvfølgelig sammen til en samlet stangaktion. Og stænger bygges i et utal af kombinationer og mellemting af yderpunkterne ifølge ovennævnte. Dette emne har altid været, og vil altid forblive, genstand for mange og lange diskussioner og filosofier, om hvad der er det rigtige for hvem.

Generelt kan man sondre mellem britiske og kontinentale stænger.

Britiske stænger er som regel kraftigere og bygget til multihjul. Laves dog også til fastspole. Almindeligvis 2 delt. De er beregnet til egentlig powercasting med kropsrotation osv. Det er blandt disse stænger de egentlige turnerings kasteværktøjer findes. Kendte mærker er: ABU, Century, Conoflex, Daiwa, Greys, Penn, Zziplex og flere.

Kontinentale stænger er blødere og lavet til fastspolehjul. Almindeligvis 3 delt. De er kun beregnet til overhåndskast. De gode kontinentale stænger er som regel slanke og lette. Kendte mærker er: Dega, Shimano, Zebco og flere.