Hjem |  Forum |  Kalender

 

                              Et godt multihjul til spinnefisker                                   af Bue Poulsen

   Jeg har igennem tiden ejet mange multihjul til spinnefiskeri. De færreste har nemlig levet op til mine forventninger og efterhånden har min søgen virket forgæves. Det har igennem tiden resulteret i mange fejlkøb, som jo koster mange penge. For nogle år siden havde Niels tømmer et gammelt hjul med til en julefrokost, som han endte med at sælge til mig. Det var er ABU ambassadeur Ultra Mag XL1 fra slutningen af firserne. Det var udstyret med justerbar magnetbremse. Lineføreren blev frikoblet under kastet, så den ikke tog unødig energi fra evighedsskruen, som det ellers sker på ABU’s Classic serie. Jeg anvendte den til havørred- og barsfiskeri med 0,26 millimeter nylonline og med 0,35 millimeter chokline.
   I 2012 lavede jeg en kastetest i forbindelse med en artikel for Fisk & Fri vedrørende forskellige grej-kombinationers kasteevne til spinnefiskeri. Her kastede det gamle hjul i gennemsnit 102 meter med en 24 grams pirk. Det var kun en meter kortere end det bedste af de nye multihjul fra ABU. Det skal her nævnes at jeg anvendte 0,26 millimeter hovedline på det gamle hjul og kun 0,20 på de nye hjul. Så det gamle hjul kastede klart bedre end de nyeste ambassadeurhjul og dens nedbremsning var også mere stabil. Det skyldes at spolen er højere og smallere på det gamle hjul end på de nye — hvilket giver en bedre selvbremsende effekt, når lineniveauet falder under kastet.
 Ultra Mag XL1 Exceler 100HL - Bemærk den sorte fingerskrue over fightbremsen
   Det gamle hjul er det perfekte multihjul — desværre så er det ved at være slidt. Især fightbremsen er efterhånden noget medtaget, og da det ikke er til at skaffe ubrugte reservedele til hjulet har jeg i en del år søgt efter en afløser.
   I 2012 rundede jeg Michaels Jagt og fiskeri i Svendborg da jeg var på vej til DM på Langeland. Her så jeg et hjul fra Daiwa, som hedder Exceler 100HL, for at se nærmere på det, fik jeg lov til at skille ad i hoveddele. Det så fornuftigt ud — lineføreren kunne placeres i midten inden kastet, ved at holde spolen stille med tommeltotten og dreje på håndtaget indtil lineføreren var ud for midten af spolen. Hjulet var udstyret med magnetbremse, der er kombineret med en speciel form for centrifugalbremse, som Daiwa kalder ”Magforce Z”. Det går i princippet ud på, at spolen frit kan accelerer indtil det når en vis rotationshastighed, hvorefter en metalkrave på siden af spolen slynges ud mod den justerbare magnetbremse. Her bliver kraven bremset af den induktionsstrøm som magneterne laver mod metalkraven, hvilket nedbremser spolen. Når rotations-hastigheden igen er nede på et ”ufarligt” niveau, trækkes metalkraven sig igen tilbage mod spolen så det løber frit. Bremsesystemet giver nogle meget stabile kast der er let at kontrollere med den justerbare magnetbremse. På film har jeg set Danny Moeskops kaste med en anden hjulmodel fra Daiwa, som var udstyret med samme system.

Link til bremsesystemet: http://www.daiwa.com/Reel/pop_magforce.aspx

Hjulets hoveddele Bemærk metalkraven på spolen

 
 
   Jeg vovede pelsen og købte hjulet  — ville det igen blive et fejlkøb, eller ville heldet tilsmile mig. Der stod 1399,00 kroner på pakken, men jeg fik da talt mig lidt ned i pris, som den indfødte jyde jeg er.
 
   Hjulet jeg valgte var til venstrehåndsindspinning og har en udveksling på 1:6,3.
Det har otte kuglelejer og et rulleleje og vejer 260 gram uden line. Det kan rummer 135 meter 0,32 millimeter line.
Der kan hurtigt skaffes adgang til spolen, ved at løsne den sorte fingerskrue lige over den mekaniske bremse og tage sidegavlen i modsatte side af, ved at dreje den lidt med uret (på et hjul med venstrehåndsindspinning). Den sorte skrue har links gevind på hjul med venstrehåndsindspinning.
 
 
 
   Vel hjemme i det Nordjyske, blev hjulet fyldt med 0,26 millimeter nylonline og blev forbundet til en 0,35 millimeter chokline via en forstærket choklineknude.
   Hjulets jomfrutur gik til et område med bars. Her fiskede jeg med en 18 grams JS wobler (Fynsk kystwobler), den har samme form som en klassisk Rapalla wobler, men mangler skeen. Jeg har vendt wobleren om, da den kaster bedre, hvilket bestemt ikke giver den en mindre lokkende gang. Hjulet blev monteret på en 9 fods stang, med en max kastevægt på 40 gram. Her bemærkede jeg hvor lavt hjulet sider, da Daiwa har delt hjulfoden i to. Det er for at få spolen så langt ned mod stangen som mulig, hvilket gør hjulet mere kompakt at holde om.

   Jeg klargjorde grejet til kast, ved at løsne den mekaniske bremse, så spolen lige kunne give sig lidt fra side til side. Magnetbremsen startede jeg med at sætte på 10, hvilket er det maksimale. Det gik fint, men kastet var ikke langt, for der var alt for meget bremsekraft. Jeg fandt ud af, at stod magnetbremsen omkring 4 gav det lange stabile kast i medvind og let sidevind. Fastcast tangenten gjorde det let at frikoble spolen og den placering er optimal.

Bremseefekten passede når den stod på 4   Bemærk fastcast tangenten

   Pludselig blev agnet stoppet og jeg gav modhug, hvilket satte krogen i dagens første af tre bars. Fightbremsen klarede fint de små men hårde udløb fra barsen og de hårde hovedrusk. Jeg havde dog foretrukket at fightbremsen var udstyret med et kliksystem, så man ikke så let kom til at justere den utilsigtet, men den fungerer udmærket.
   Efter en del kast, blev jeg opmærksom på, at hjulet var ved at lave overløb. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at det er lineoplæget, der lavede en keglestub. Det opstår hvis man ikke sørger for at lineføreren starter i forskellig retning mellem kastene. Ellers vil der blive lagt for meget line i den ene side af spolen. Under kastet vil det få spolen til at roterer hurtigere rundt, når der er et lavere lineniveau i den ene side. Og når linen så løber af spolen hvor der er et større lineniveau, vil rotationshastigheden være større end den hastighed linen bliver fjernet fra spoleområdet. Det vil kunne opstå på alle hjul, hvor lineføreren ikke følger evighedsskruen under kastet, så det bliver man nød til at leve med. Det er nu heller ikke noget problem, bare man ved hvordan man forebygger det, så fungerer hjulet upåklageligt.
   Udvekslingen er god, havde den været højere så jeg tror indspinningen ville blive trættende. Linekapaciteten er perfekt til havørred- og barsfiskeri. Daiwa måtte for min skyld også godt lave en større model til gedde- og laksefiskeri.
  

   Skulle Daiwa lave hjulet bedre, så ville et af mine ønsker være, at kuglelejet som sider fast på spolen kunne tages af, når det skulle i rensebenzin, så er man fri for at skulle putte hele spolen i benzinen. Jeg tror, at hvis de lavede spolen lidt højere og smallere, ville spolens selvbremsende effekt give længere kast. Med selvbremsende effekt mener jeg hvor hurtigt lineniveauet falder under et kast. På den måde hjulet er opbygget med den meget lave placering af spolen i forhold til stangen, kunne spolediameteren sagtens være større uden at hjulet mister sin kompakthed.

Kuglelejet sider fast på spoleakselen Delt hjulfod giver lavere hjul

   Hvor robust det specielle Magforce Z bremsesystem er og hvor lang levetid hjulet har, kan kun tiden vise. Men da fisketuren var ovre, var jeg overbevist om, at hjulet er en værdig afløser for mit gamle ambassadeur. Så står du og mangler et godt multihjul til spinnefiskeri, er denne måske noget for dig. For dette køb, var for mig ikke et fejlkøb, som jeg ellers har haft min del af.