Hjem |  Forum |  Kalender
Nordsø Cup d.25/10-2014
 
For 19. gang blev der afholdt Nordsøcup i det forblæste Vestjylland. Konkurrencen er arrangeret af Kott fritid Hvide sande. I år var vi 57 deltagere og 6 mand  fra Dansk Surfcastingklub havde valgt at deltage. I år foregik lodtrækningen og valg af deltagerkort (Grøn, Rød og Blå) i caféen ved siden af Kott fritid. Kl.12:00 var der briefing og lodtrækning af sektorplaceringerne. Jeg havde valgt den blå sektor, som viste sige at være Sidselbjerg, Grøn sektor var Strandgården og den Røde sektor var Houvig. Konkurrencen startede kl.14:00 og vi fiskede de første 2 timer for stigende vand og herefter skulle det falde igen. Vejret viste sig fra sin milde side med en 6-8 m/s fra vest senere drejende til sydvest og temperaturer op omkring 10-15 grader. Vel ankommet til Sidselbjerg Strand kunne jeg gå til Plads 14 lidt til venstre for nedgangen til stranden. Jeg fik jeg placeret stangstativ ca 10m fra vandkanten, men jeg måtte flytte længere og længere tilbage på stranden da vandet blev ved med at stige og skylle ind over stangstativ og taske m.m. Allerede efter første kast hev jeg en skrubbe ind på lidt over målet og det bed jævnt mens vandet steg. Da det var mest højvandet kunne jeg godt have brugt mine waders, som jeg havde lånt ud til Roland. Manfred der stod til højre for mig gik godt 50m ud i vandet og kastede ud og han fangede fisk mens jeg intet fangede. Ligeså hurtigt som vandet steg, ligeså hurtigt trak det sig tilbage og sidst på aftenen havde jeg langt ned til vandkanten.
Jeg fangede intet efter solnedgang til trods for en ihærdig indsats med selvlysende perler og knæklys på forfanget.
Jeg fik 5 skrubber over målet med den største på 37cm og de var alle godt tykke over ryggen. Så det var gode spisefisk. Fangede også 4 skrubber der lå lige under mål.
Konkurrencen sluttede kl. 20:00 og herefter var der spisning kl 21 på fiskeriets hus.
Kl.22:00 skete det vi alle havde ventet på nemlig præmieoverrækkelse og kåring af vindere.
Vinderen blev Kai Herman med hele 28 fisk samt sektor vinder i Houvig. 2.plads og sektorvinder i Sidselbjerg blev Tim Barger. 3.plads og sektorvinder af strandgården blev Tim Jessen.
Juniorvinder blev Benno Steltner med 10 fisk. Henning Christensen (DSK) havde fanget den største fisk, en Torsk på 45cm.

Fangsterne fordelte sig således:
Skrubber/rødspætter 291 stk
Torsk 11 stk
Sej 4 stk
Ålkvabbe 2 stk
Andet 19 stk. (Dette kan være Hvilling, Ising, Pighvar, Slethvar, Ål og Havbars)

Der var præmier til alle også dem der ikke havde fanget noget. Så alle fik noget med hjem udover de fisk man havde fanget. Tilbage på campingpladsen blev der hygget med lidt øl og whiskey i et par timer før det var sengetid.

Tak for et rigtig godt arrangement og igen med en god deltagelse af vores medlemmer.
Vi håber nu at se endnu flere til næste år hvor det er 20. gang der afholdes Nordsø Cup.
 
Hilsen Per
Arnes to fisk, torsk 43 cm og sej på 40 cm.  Der var mange undermålere, så store kroge 3/0 var nemme at få ud + fisken overlever