Beretninger fra Nytårskur Nordjylland, Midtjylland og Sjælland
Beretning fra Team Nordjyllands nytårskur 28.12.2014
Vi havde aftalt at mødes på Kjul strand v/Hirtshals kl. 10.00, og altid spændende hvem som møder op denne dag.
Nogle meldte fra pga. af brok, andre fordi der var for koldt, men den hårde kerne på 5 mand, bestående af den Danske mester, Bent, og Bue, Anders, og Stig Skagen samt undertegnede (John)
Stig kunne lige klemme sin ene fod i en kæmpe stor støvle, for den var kraftigt hævet af Polegra, men dog mødte han op med fiskestangen.
Vejret var rigtig flot fra morgenstunden, da jeg kørte fra Aalborg skinnede solen, og der var totalt vindstille, så der var lagt op til en fin fiskedag.
Dog fiskede vi hele dagen for faldende vand, men det betød nu ikke så meget ville det vise sig. Og denne gang var der masser af strand at se, modsat sidste år hvor vi måtte flygte fra stranden p.ga højvande.
Vi fik rigget til, og ikke længe efter kunne jeg hale 2 fine leps ind, og dette fortsatte bare de næste timer, og jeg endte med 15 store flade i spanden, alle leps.
Kl. 11.00 råbte Anders at der var kaffepause, og han havde fået en hjemmebagt drømmekage med, som hans kone laver, og det er den bedste drømmekage jeg har smagt nogensinde, Mumms.
Hvad de andre lavede hele dagen ved jeg ikke, men fisk fik de ikke mange af, Bent fik 4, Anders og Stig 3 hver, og Bue kun 2.
Nu ved vi jo alle at Bue tror fiskene skal fanges tæt på den Norske sydspids, men det passer sjældent, og heller ikke denne dag.
Vi brugte alle saltede sandorm, dog gravet forskellige steder, men dog alle saltede og fra fryseren.
Jeg gav dem dog et lille fif, nemlig at jeg vendte alle mine orm samme vej i fryseren, alle med hovederne mod vest og halerne mod øst, så kender de vejen ud hvor de flade ligger ;-) Denne fremgangsmåde skabte dog en del morskab, og ikke mange troede på den ;-)
Frokost skulle vi jo også have, og sædvanen tro medbragte Stig hvide hjemmelavede marinerede sild med hjemmebagt rugbrød og løg.
Jeg medbragte sol-æg og saltsild hapsers samt stegte sild i ”blar” ;-)
Hertil fik vi en snaps og en juleøl, så der var ikke et øje tørt.
Rigtigt godt Mumms, og den sidste drømmekage blev delt som dessert.
Kl. 14.00 begyndte det at sne, og 14.30 pakkede vi sammen, og der var stængerne allerede hvide af sne.
Motorvejen til Aalborg var allerede dækket af sne, og hele vejen måtte jeg sammen med mange andre biler kun ligge og køre 60 km/t, men hjem kom jeg dog uden skader.
Alt i alt en rigtig dejlig dag i selskab med ligesindede surfcastere, og god mams og hygge.
John Aalborg
----------------------------------------------------------------------------
Nytårs kur Midtjylland, ved Risskov d. 30.12.14
Igen i år var der indkaldt til nytårskur ved Risskov (Aarhus) for 12. gang. Palle mente vi skulle møde kl. 10, så det gjorde han, samt Sten og Torben. Roland, Peter W og jeg (Arne) mødte til den sædvanlige mødetid over middag.
Da alle havde fået snøren i vandet var det tid til at ønske hinanden godt nytår, med lidt bolværks vand, godt med tjære og tang.
Så fulgte endnu en tradition, Peter W fangede en kajak roer, og endda med begge snører. Jow han kan bare det der ham Peter.
Vi fangede da også fisk, Palle fire pæne skrubbere, Arne fire lidt mindre, Torben en lille, og Peter også en lille. Vi fiskede hovedsagelig med saltede orm, men Peter fiskede med Gulp børsteorm, og det var sådan en han fik den lille skrubbe på.
Formanden kom forbi sidst på eftermiddagen for at ønske godt nytår, medbringende en pose trøfler.
Ved tre – fire tiden pakkede de fleste sammen, men jeg blev der indtil kl. 17.30 for at se om der skulle komme lidt sej eller torsk. Det var ellers næsten rigtige forhold stigende vand, men desværre var det let fralandsvind. Tidligere erfaringer på pladsen har vist at bedste forhold er ved let pålandsvind. Så det blev kun til 2 af de fire flade jeg fangede efter solnedgang.
Igen en hyggelig eftermiddag sammen med vennerne, Godt nytår fra os alle.
Arne
----------------------------------------------------------------------------
Nytårs kur Sjælland ved Helsingør d. 28.12.14
"Og det skete i de dage, at vise (visse?) mænd fra østsjælland drog mod Helsingør for at hygge og holde nytårskur"
Peter Ø, Kristian, én selv, et medlem af østholdet havde maskimekaniske problemer med køretøjet og meldte lovligt forfald. Men se, hvem der havde fulgt med på Forum om tid og sted og som dukkede op: Sveriges eneste surfcaster, medlem af klubben gennem mange år, direkt från Skåne just hinsidan Øresund, gammalgubbe på nu sjuttio år, still going strong med kunstige knæ og hoftepartier, Tore Malmros, jo minsann. Tore må have mindedes de gode gamle dage og genoplivede til lejligheden spritruten over sundet og medbragte varm glögg og et bredt udvalg af færgens øller, helan går. Vist var det roligt.
Det havde vist sig at være nærmest umuligt at fremskaffe orm, der havde overlevet juledagene, kun Kristian havde fremtryllet en enkelt bøtte, som han dog storsindet bød af. Han må have taget de bedste selv, for på et af de første kast trak han en dublet op af to pæne torsk. Peter Ø og jeg fangede ikke noget, jeg havde ellers fået fat i en anordning i form af et rør jeg trak på krogtavsen og som udsendte kraftige blå blink, når det ramte vandet og som ifølge videoklip på YouTube kunne lokke fiskene til, så de drønede rundt om agnen som fluer om en lort, kunne ses ti meter nede, genialt. Så ud som hvis politiet kørte med udrykning og måske holdt spritrazzia under vandet, fiskene her var nærmest ligeglade.
Kristian fortsatte med at fange torsk, nu som lovbryder. Den nye fødevareminister har jo forbudt fiskeri med levende agn, det skulle vistnok være uetisk overfor agnfisken, hm. Det sked Kristian på, han trak først en sprællevende børsteorm på krogen og kastede ud, tog en tår øl og ventede på at en ising tog ormen, hvorefter en torsk tog isingen, som jo havde taget ormen osv, osv, og trak fangsten på land. Ulovlige metoder, men Peter og jeg afstod fra at melde ham, da vi li´som fiskede med lånt agn.
Først Tore, senere Kristian kørte hjem, tog selv en enkelt torsk og sagde vi måtte deles om de to andre. Jeg kom vistnok til at tage den største, lidt ufint, det var ikke sket for Peter, den pæne mand, han havde helt sikkert taget den mindste. (nå ja, det fik han jo også, så hvad er problemet) Vi fortsatte med at fiske, mens lysene tændtes på den anden side, ret flot, fangede lidt flere torsk, over målet, men kom dog ud igen.
Hjemme præsenterede jeg fangsten, som var det min egen, serverede nykogt lun torskerogn, fik kys og klap, min store stærke mand!
Ivar