Efterårsferie ved Lyngså strand Uge 42
I år havde det lykkedes mig at booke et sommerhus ved Lyngså strand lidt syd for Sæby.
Området er kendt for at huse en stor bestand af skrubber og ikke mindst pighvar. Stranden minder en del om vesterhavskysten, bred sandstrand så langt øjet rækker og sandbund langt ud i brændingen. Der kan fiskes på hele strækket fra Sæby mod Voerså. De mest populære pladser er selvfølgelig der, hvor folk kan parkere tæt på stranden. Fra nord er der Flakvej ved Solsbækhytten, længere sydpå kommer Nørreklit. Stedet hvor jeg boede hed Sønderklit og er det sommerhusområde der er længst mod syd i Lyngså. Længere sydpå er der nogle markveje der fører ned mod stranden, det var her vi holdt dm tilbage i 2006.
Vejrudsigten havde meldt vind fra øst hele ugen, så jeg var spændt på at se om det havde positiv indflydelse på fiskeriet.
Tagboksen var spændt på bilen, så der var plads til alt grej, 2 stangstativer, 4 stænger, greb og en masse hjul og grej.
Der er rigtig gode muligheder for at grave sandorm ved Voerså, som ligger små 6km syd for Lyngså strand. Mandag morgen var der lavvande og jeg fik gravet omkring 100 flotte sandorm på 1times tid. Tirsdag morgen blev det tid til et par timers fiskeri ved stranden lige nedenfor sommerhuset. Min far var på besøg og skulle også med ned og fiske lidt.
Han kastede små 30-50m ud i vandet med et standard forfang med 50g lod. Jeg lavede nogle lange kast, samt nogle lidt kortere. Men efterhånden som tiden gik, fandt jeg hurtigt ud af at fiskene var inden for brændingen og altså ret tæt på land. Min far havde bid næsten hele tiden og jeg fangede kun på de stænger hvor jeg ikke kastede langt ud. I løbet af 1,5time havde vi fået fisk nok til frokosten og pakkede sammen. Det samme scenarie kunne vi gøre igen dagen efter, hvor der igen kunne fanges friske fisk til frokostbordet.
Vi gik en del ture langs stranden, da området er kendt for at huse en del rav(vi fandt nu ikke noget). På turene snakkede jeg med de lokale og de turister, der fiskede fra stranden. Mange brugte alm. Spinnestænger med købeforfang og andre spinnefiskede efter pighvar med blink og ophænger. Så tilmed en mor med sin datter stå og hive store skrubber op de havde fanget 20m fra strandkanten.
Om torsdagen var ormene dårlige, da jeg ikke havde fået dem pakket ind i avis. Efter en formiddagstur til Sæby og et besøg i JC fiskegrej http://www.jcfisk.dk/ kunne jeg slippe 3kr / orm, og var klar til en eftermiddagstur.
Vinden var taget lidt til og der blæste nu en frisk vind fra Nordøstlig retning. Fiskede det samme sted og med 3 stænger. Havde agnet med friske børsteorm og havde 175g lodder på der blev sendt ud over brændingen små 100m ud. Strømmen førte forfangene sydover og de hoppede let og elegant hen over sandbunden. Når de efter 5min tid var drevet noget tættere på land var der fisk på. Dette var med garanti i næsten alle kast og der sad for det meste 2 fisk på krogen. Jeg fiskede for stigende vand, hvilket også kan have en positiv indflydelse på fiskeriet.
I løbet af 3timers fiskeri havde jeg 22 flotte skrubber i spanden og havde kun brugt 19 orm.
Det var nogle dejlige tykke skrubber, som er fantastisk gode spisefisk. De største var lige under 40cm og jeg tog ikke fisk med hjem der var ret meget under 30cm.
Det var det rene skrubbe tag selv bord og hold op jeg havde travlt med at kane fisk ind i løbet af de 3 timer. Skal også tilføjes at jeg genudsatte 5-6fisk der lå på omkring de 25cm. For eftertiden vil jeg dog undgå at bruge forfang med alt for lange tavser da disse ofte var viklet ind og snoet på kryds og tværs, når man fik dem hevet ind igen. Korte tavser fungerer bare bedst hvis der er lidt strøm og røre i vandet.
Ifølge grejhandleren i Sæby, så er der kun skrubber syd for Frederikshavn og rødspætter skal man op mod Ålbæk for at fange. Skrubberne er der masser af og de kan fanges langt hen i december hvis det ikke bliver for koldt. Pighvar skulle der også være og et lokalt fif er at fiske med bobleflåd og tobis, som kastes ud og man afventer passivt, mens strømmen føre flåddet ind mod land og hov pludselig kan flåddet stoppe op og en pighvar har taget agnen. Dette fiskeri kan snildt udøves mens man også har en stang til bundsnøre samme tid.
Håber dette kan blive en inspiration til andre om, at prøve lykken ved nogle af de mange fantastiske strande vi har i DK
Hilsen Per