Nordsøcup d.31/10-2015
I år arrangerede Kott fritid Nordsøcup for 20. gang og de havde forud for konkurrencen annonceret med en dejlig stor præmiepulje og 10.000kr i kontant til 1.præmien.
Så det var med store forventninger til mig selv og de 9 andre deltagere fra DSK, at vi skulle komme blandt top 10 og vinde nogle af de store præmier.
81 Deltagere fra nær og fjerne havde i år valgt at stille op og dyste om de mange gode præmier.
Som sædvanlig var der et lille overtal af tyske deltagere.
I år var der 4 sektorer, fra syd startende med Houvig strand, Sidselbjerg strand, Strandgården og til sidst Bækbygård strand i den nordligste ende. Der var som sædvanligt trækning af nr. og lodtrækning om sektorpladserne i fiskeriets hus kl.12.
Jeg havde fået plads nr.20 på Bækbygård strand, René havde trukket nr.19 og min bror nr.17.
Vel ankommet til stranden kunne vi se at plads nr.17 var lige nedenfor parkeringspladsen, så René og jeg skulle kun gå små 150m. Fiskeriet startede kl.14:00 for stigende vand og det skulle toppe med højvande ved 19-tiden. Vejret kunne man ikke klage over, solskin, vind fra syd og øst, hvilket gjorde at der var en noget mindre brænding end vi ellers har set herovre.
De andre år har vi først skulle stille om til vintertid natten til søndag, men i år var urene allerede indstillet ugen før, så vi fik faktisk 1 time mere i mørke end normalt.
Det bed jævnt hen over de næste timer og ret hurtigt havde de første 10-12 fladfisk været på land. Der var en hel del isinger, som lå lige over målet og en hel del lige under målet. Ellers var der ligeså mange skrubber, men de var til gengæld lidt større og lidt tykkere. Største skrubbe var op omkring de 35cm og største ising var lige over de 30cm.
Osvald og hans hjælpere kørte rundt på stranden på ATV´er og tilbød deltagerne Gullasch suppe, øl/vand og tilmed en bitter. Rigtig fint og det var med til at gøre arrangementet endnu hyggeligere. Kontrollørerne kiggede også jævnligt forbi og opmålte fiskene og klippede i halerne. Jeg spurgte hver gang om en status på hvad de andre fangede og de nævnte at vi var en del der lå i toppen med 10+. Da mørket nærmede sig begyndte jeg at fange en hel del hvillinger og små torsk i undermålsstørrelse. Det var lidt til gene for jeg fangede desværre ikke fladfisk, som jeg gjorde da det var lyst. Jeg prøvede at lave lidt kortere kast og begyndte herefter at fange fladfisk igen. Ret hurtigt blev det til omkring 7 flade mere der kunne bruges.
Da konkurrencen var slut lå der 19 flade i spanden, desværre vidste jeg at Tim Berger, som stod 4 pladser til højre for mig havde 32 fisk. Så nogen 1.plads blev det vist ikke til. Efter en lille spadseretur op til parkeringspladsen viste det sig at alle havde fået fisk med hjem i spanden, så det skulle blive spændende at se resultaterne ved præmieoverrækkelsen.
Efter det obligatoriske måltid med klar suppe, frikadeller med kartofler, brun sovs, rødbeder og gulerodssalat, var vi klar til præmieoverrækkelsen.
I år var det den yngre generation, der havde taget over for Fritz ved præsentation af resultater og overrækkelse af pokaler og præmier og det klarede de rigtig godt.
Vi startede med gættekonkurrencen, der var blevet fanget 605 fisk og der var 2 der havde gættet på 604, som det tætteste. Der skulle trækkes lod om præmien og efter lodtrækningen var det Lars Sand der vandt et rigtig fint Penn fastspolehjul.
Største fisk var en torsk på 48cm fanget af Diana Berger.
Herefter blev vinderen af Nordsøcup 2015 kåret og det var Tim Berger med 32 fisk, rigtig flot gået og tillykke med de 10.000kr.
Herefter gik det slag i slag med resultaterne og alle var oppe og vælge en af de mange fine præmier.
Nordsøcup er for mit vedkommende noget jeg bare skal med til hvert år, fordi det er en rigtig spændende og hyggelig konkurrence og kan kun takke arrangørerne for den fine afvikling og den gode service undervejs i konkurrencen.
Resultatliste her
Hilsen Per