Nordjylland:
Team Nordjyllands nytårskur 28.12.2016
Vi mødtes, i alt 6 gæve surfcastere traditionen tro kl. 10.00 på Kjul Strand v/Hirtshals lige efter stormen URD havde haft sit indtog over Danmark.
Vi plejede at kunne køre ned på stranden, men nedkørslen var skyllet væk, så vi parkerede oppe på P-pladsen, og slæbte grejet ned igennem den forhutlede nedkørsel.
Nu var det spændende om der var fisk at fange, vi fiskede alle med saltede sandorm.
Vinden var 7 m/sek. fra sydvestlig retning, men vejret var fint, så troen på fisk var tilstede.
Der gik heller ikke længe inden jeg havde den første skrubbe på land, den var tyk og fin, så en god start, og de næste par timer havde vi samlet fanget rundt 10 stykker.
Så var der frokost tid, og som sædvanlig havde Stig lavet hvide og røde sild, samt hjemmebagt rugbrød.
Bent havde lavet anderilette, og jeg havde makrel i ”blar” med, og sædvanen tro havde Anders fået konen til at bage drømmekagen fra Brovst, så der blev smovset og skyllet ned med en kold pils.
Rigtig dejlig frokost ….
Nu begyndte det at blæse mere op, og loddene kunne ikke holde bunden mere, så ved 14.00 tiden var vinden nået op på 14-15 m/sek. så vi pakkede sammen, og det var nemt, da vi alle kun fiskede med 1 stang.
Slutresultatet blev samlet 15 flotte fede skrubbere, og jeg kan fortælle at de smagte kanon gode 4 timer senere.
John
Øst - Midtjylland:
Igen i år var der indkaldt til Nytårskur ved Risskov, for Midt og Øst Jylland. Vi mødte i alt 6 op, fire aktive fiskere, Steen, Jette, Palle og Arne, og der var to uden grej, Roland og Henrik. Det er faktisk 14. gang vi afholder det, så mon vi skal finde på noget specielt til næste år?
Formanden skulle have været der, men han havde fået for mange julegaver der skulle byttes, så han nåede det ikke. Han tog så op nord for Glatved dagen efter og fangede 9 flotte skrubbere.
Vi havde saltede orm som agn, og der blev da fanget 4 flade, tre til Palle og en til Steen. Vi havde en hyggelig eftermiddag, med lidt bolværksvand at varme os ved, helt som traditionen byder. Også som sædvanlig var der meget gående trafik på stien hvor vi står, mange ret nysgerrige, så der blev fortalt lidt om surfcasting og andre historier;)
Som nogen nok har hørt har vi fået flere havørne her i Aarhus området, og minsandten om ikke en af dem kom forbi, imponerende fugl.
Vi var alle enige om at slutte ved 15.30 tiden, da vinden friskede lidt op, og det blev noget køligere.
Mange hilsener om et godt nytår fra alle.
Arne
Sjælland:
Et mærkeligt år har det været siden sidste nytårskur, et år med begivenheder og hændelser, der kan ændre vores liv og som ingen kunne have forudset, et anus horribilis: Storbrittanien stemte sig ud af EU, Donald Trump rykker ind i Det Hvide Hus, Aleppo er faldet - og jeg vandt en surfstang til Nordsø Cup...
Se nu for eksempel kuren; hvis der havde været så lidt fremmøde inde hos Margrete var den sikkert blevet aflyst. Den, altså vores, skulle afholdes dagen før nytår på nordre mole i statshavnen i Helsingør; to mand mødte op. Nå, sygdom der sender folk til tælling med snue eller tyndskid er hver mands herre. En øl om dagen holder doktoren fra døren, er nu mit motto. Og nytårsforsætterne, der skulle træde i kraft næste dag var besluttet, aldrig love mere end man kan holde, er et andet: Ikke drikke lunken Slots-øl i det nye år og ikke søge optagelse i klub 200 +, fan´me nej!
Jeg ankom op ad formiddagen og fandt pladsen yderst mod færgelejet dejligt tom, ikke et øje var der og jeg riggede til. Børsteorm havde ikke været muligt af skaffe, så det blev til backup-sild fra fryseren, der kom på krogen. En tyk ising kunne ikke stå for godbidden og blev landet efter det første kast; det lovede godt.
Freden varede ikke evigt, et stykke tid efter middag blev jeg omringet af fire-fem mand af anden festlig herkomst, der begyndte at kaste på kryds og tværs hen over mine liner, lidt irriterende og noget ødelæggende for fiskeriet. Mit serbo-kroatiske er ikke for godt, så jeg valgte at flytte i stedet for at prøve at ævle noget om lystfiskeretik og almindelig hensynstagen.
Ud på eftermiddagen ankom Tore i selskab med dr. Nielsen med færgen fra Helsingborg; han havde ikke fiskeudstyr med, ingen problem, jeg skulle nok fange fiskene, så vi nøjedes med at prata, Tore på flydende skånsk, jeg på hjemmelavet svanska.
Menuen til nytårskuren bestod i fruens nystegte frikadeller med kartoffelsalat ( köttbullar med potatissalad av hensyn til Tore, men det är det samma). Det viste sig, at jeg havde glemt tallerkerner og bestik i bilen, som stod langt fanden i vold; jeg opgav at hente det og vi nøjedes med håndfrikadeller; man kan jo ikke spise kartoffelsalat med de bare næver, surfcastere har stil og er dannede mennesker.
Mørket faldt på, lysene tændtes i byerne på begge sider af Sundet og spotlights faldt på Kronborgs gamle mure, styrbords og bagbords lanterner fra skibene på vej ned i Østersøen og nordpå op i Kattegat; jeg har set det så mange gange før, men bliver aldrig træt af det.
Det gik ikke som håbet, mængden af ikke-fangede fisk fortsatte med at stige – som de siger ovre hos Tore: ”Vem kan segla förutan vind” - og vi besluttede at bryde op og sige tak for i år. Det samme siger jeg til de øvrige medlemmer af klubben.
Dramatiske fiskeselfier blev det så ikke til, kun et enkelt med en ising højt til vejrs, så lidt stemningsbilleder og fantasien må klare resten.
Ivar