Hejsager strand
Lørdag d.30/3 skulle jeg køre min datter og hendes veninder til dansekonkurrence i Vejle. Bilen blev fyldt op med piger og ja 2 stænger og lidt grej der nu kunne være i bagagerummet. Der var desværre ikke plads til stangstativer og 2 delte 13 fods stænger, så det blev til 11-12 fods 3-delte stænger og nogle spyd som stangholdere.
Jeg havde planer om at testfiske på Halk strand ved Campingpladsen, hvor vi skal afholde Specimencup sidst i maj. 1 times kørsel fra Vejle og kl.11:00 stod jeg på Stranden ved Halk i strålende solskinsvejr og omkring de 15grader. Stængerne blev rigget til med store fede børsteorm og blev sendt 100m ud på sandbunden, kunne ikke kaste meget længere med dette grej setup. Efter 1,5time uden hug og stadig intakte orm, overvejede jeg at prøve et andet sted. Netop, som Jeg pakkede grejet begyndte det at blæse op og der kom lidt røre i vandet. Jeg kørte til Hejsager strand, med håb om bedre fangst.
Hejsager strand ligger i Sandvig bugt lige syd for Halk, så efter 10min kørsel stod jeg på stranden ved Hejsager. Her er meget dybt vand tæt under land og man skulle efter sigende kunne nå ud på omkring 15m vand ved en kastelængde fra land. Jeg sendte de 100g så langt ud jeg nu kunne og efter få minutter kunne jeg se aktivitet. En fin skrubbe et godt stykke over 30cm blev kanet ind. Det blæste en frisk vind skråt ind på kysten, som gjorde det svært at se når fiskene bed. Så med jævne mellemrum blev stængerne tjekket og hov pludselig ville forfanget ikke med ind, før jeg løftede noget kraftigere i stangen. Ind kom en fin stor skrubbe, 45cm og i fin stand. 15min senere skete det samme igen og denne gang kom der endnu en stor skrubbe på land, 46cm. Det var helt vildt, har aldrig før fanget så mange store fladfisk på samme dag. Det bed jævnligt og ud over en masse store skrubber blev det også til 2 pæne rødspætter på 34cm og 28cm. Fiskene her var i rigtig god stand og selvom det er Marts måned og de lige har smidt rogn, så var der stadig masser af kød på fiskene. For at sammenligne, så er de fisk man fanger på Djursland ofte meget tynde og fanger man en stor skrubbe, så er man stensikker på at kødet er som gelé, helt blæveret.
Da stranden ligger ved et sommerhusområde kom der jævnligt nysgerrige folk hen for at se hvad jeg fangede og overraskede var de over de store fladfisk. Kan man fange fisk her? og jeg har aldrig før set nogen fiske her var kommentarene og jeg kunne kun svare, Ja unge dame en surfcaster kan fange fisk her og mange andre steder, er fiskene der så fanger vi dem.
Senere fik jeg tilmed besøg af en vinterbader, en ung pige der gik i vandet lidt til venstre for mig, fortalte hende at mine kroge var langt ude, så hun kunne bare hoppe i vandet.
Ved ikke om en strandsild vil tælle med i konkurrencen, men tænkte at jeg nok hellere måtte holde krogene i ro.
Efter 3 timers fiskeri ved Hejsager strand var spanden fyldt op med flotte fladfisk og jeg skulle tilbage til Vejle Musikteater for at hente pigerne.
Det blev til 11 fisk og alle fangede fisk var over mål og de fleste var +30cm
En fantastisk god tur, med godt vejr og masser af fisk, ja det var da lige hvad man trængte til efter en lang vinterpause.
Glæder mig til at fiske på dette stræk til den kommende Specimencup.
Hvem ved hvad denne spændende fiskeplads ellers gemmer på af spændende fiskearter.
På glædeligt gensyn til Hejsager strand.
Hilsen Per