Pers beretning fra Point Cup 2 - 2021
I den forgangne weekend var der pointcup i Dansk Surfcastingklub
Om lørdagen var der ifølge DMI ekstremt lavvande og det passede meget godt. De lavvandede vige i Kaløvig er et besøg værd, hvis der skal graves efter sandorm. Med priser op til 3kr/orm ved diverse grejbutikker, så kan det godt svare sig selv at grave, såfremt man har mulighed for det. Ved 10-11 tiden var jeg nede og grave sandorm, som er noget af det bedste at bruge til fiskeri efter fladfisk. På 45min fik jeg gravet omkring 100 sandorm, hvilket er til den pæne side. Ofte var der 2-3 orm i hvert spadestik. Husk at bruge et greb, så er der større sandsynlighed for at du ikke prikker hul i ormene.
Når jeg kommer hjem sorterer jeg ormene. Alle de sårede kommer jeg i en pakke avis for sig, så de ikke får de andre orm til at blive dårlige. Alle de intakte orm kommer jeg i avispakker a 10-15stk.
Skifter man avisen dagligt og opbevarer dem mørkt og køligt, så kan de holde sig en lille uges tid.
Det blev søndag og jeg kørte hjemmefra kl.13 i solskin og en frisk vind fra nord/nordvest.
Jeg startede mit fiskeri ved Grenå strand med 2 surfstænger og prøvede som vanligt med en langt ude og en lidt længere inde. Fra mine talrige undervandsdyk på Grenå strand ved jeg at dette sted huser en enorm bestand af fladfisk i alle arter og ofte er de at finde på 1-3m vand, og det kan man snildt nå med en surfstang. Det skulle vise sig at der ikke var mange fisk på det lavere vand denne dag. 1 skrubbe efter 1time, jeg gav det 1 time mere uden held. Pakkede derefter sammen for at prøve lykken på molen i Grenå. Kl.16 stod jeg på molen, med alt grejet, der var tætpakket med lystfiskere på det meste af strækket. Men netop som jeg kom, var der en der gik, jeg overtog hans plads og fik rigget grejet til. Mange af dem der fisker på molen, bruger almindelige lidt kraftige spinnestænger på 9-10fod, hvilket også er ganske fint. Problemet er bare at får man fisk på så skal man kravle ud på de glatte molesten for løfte den fri. Bruger man derimod en surfstang på 12-14fod så kan man blive stående på betonmolen og løfte fisken fri af stenen uden at miste forfang og fisk.
Der gik ikke længe før at der var aktivitet ved stangspidsen og ind kom en fin skrubbe. Det fortsatte og der var masser af fisk. Rødspætterne var talrige denne dag og størrelsen fejlede absolut ingen ting. Største rødspætte var hele 42 cm, taget godt 100m fra molen, der hvor ingen af de andre molefiskere kan nå ud. De fleste af rødspætterne lå mellem 30-36cm, så pæne fisk. Skrubberne var der også en del af, men de var lidt mindre(28-33cm). Jeg havde planer om at fiske til det blev mørkt i håbet om at få nogle flere arter. Jeg havde medbragt frosne sild, som også er en formidabel agn til fladfisk. På denne årstid er de flade sultne og de spiser hvad der bliver serveret og jeg fangede lige meget på sild som på sandorm. Andre tider af året syntes jeg sand/børsteorm fungerer bedst.
Da mørket begyndte at sænke sig ved 19-tiden, fik jeg endelig det jeg ventede på, en stor ising på hele 33cm. Isingerne er de bedste spisefisk på denne årstid, da de er lidt senere om at smide rognen, har de stadig masser af kød på kroppen.
Rødspætterne og skrubberne er normalt væsentlig tyndere her i det tidlige forår, men de fisk jeg halede op føltes nu stadig til at være tykke. Man kan være uheldig med skrubbernes kød, det kan forekomme at være helt blæveret og ikke særlig appetitligt. Det kan man som regel se og mærke på fisken. Det er ofte de store hunner der er meget tynde, de ryger ud igen.
Skal nævnes at der kan forekomme helt eventyrligt fiskeri i de mørke timer. Der er mange af de lokale der først tager ud på molen, når alle andre er taget hjem. Torsken er en mulighed at få på krogen og igen kan surfgrejet komme til sin ret. Torsken søger ind mod stenene for at gemme sig, her kan man med de kraftige surfstænger snildt holde torsken fri fra molens mange forhindringer.
Kl.19:15 indstillede jeg fiskeriet, da jeg havde fået 16 pæne fladfisk, var der ikke behov for flere til den kommende påskefrokost. Jeg havde omkring 30 sandorm til overs, de kan med fordel blancheres eller saltes og i fryseren, så er der agn til næste gang muligheden byder sig for en tur på kysten.