Nytårskur 2023
Traditionen Nytårskur d. 30.12.22 - Østholdet
En tradition er betegnelsen på en begivenhed, man gentager år efter år.
For eksempel er det en tradition, at østholdet mødes på nordre mole i Helsingør Statshavn.
Det er en tradition at, vi står ved af statuen Herakles og Hydraen.
Det er en tradition at, én eller flere af os har medbragt noget "hygge".
Det er en tradition at, vi hygger os og har det rart i hinandens selskab.
Det er en tradition at, vi fisker i håb om, at fange en god øresunds-torsk.
Det er en tradition at, vi stort set ikke fanger noget. Dog kan det hænde, at der er én der ikke overholder dén del af traditionen.
I år overholdt alle traditionen, - vi fangede ikke en eneste fisk.
Men det Nytår, det' cool, det nu man hygger sig bedst. Så vi hyggede os.
Og det er noget vi ka' li'.
Og så vi fik også aftalt ideer til næste fisketur. Allerede i starten af det nye år. Målet skal være isinger. En god spisefisk på denne årstid.
Godt nytår til alle surfcastere fra Peter Ø, Ivar A, Kristian ØP og Jim P.
Kristian havde en helt ny "no-name" stang med som skulle testes. (bemærk, at det den mørke stang med gule beviklinger og ikke den hvide i midten af billedet)
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Beretning fra Djursland nytårskur d. 30.12.22
Vi var 3 medlemmer der havde aftalt at mødes ved Gjerrild strand, da der stod en kraftig modvind lige ind på molen i Grenå, var dette det bedste alternativ.
Palle havde desværre meldt afbud, da han var syg.
Michael Snedker fra Grenå havde hentet prima børsteorm til os fra Hegedal og han startede fiskeriet kl.10:30. Michael Mortensen og jeg ankom lidt over kl.12
Vejret var varmt for årstiden og vinden var i ryggen, så man kunne fint holde varmen i heldragten.
Desværre var der ikke det store at fange, Michael Snedker fangede 1 enkelt ising på 32cm i fin foderstand. Vi andre mærkede intet, så omkring kl.15:30 valgte vi at pakke sammen.
Molen skal dog besøges når vejret er til det her i Januar, da der kan være et ganske fornuftigt fiskeri efter isinger her i vinter måneden.
Vi fik ønsket hinanden et godt nytår og mon ikke vi alle ønsker at fiskeåret 2023 kun kan blive bedre end i 2022.
Godt nytår til jer alle
2*Michael og Per
Michael Snedker med dagens fisk
--------------------------------------------------------------------------------------------
Beretning fra Aarhus N nytårskur d. 28.12.22
Vores normale og meget traditionelle nytårskur, plejer at holdes nede ved Risskov, men i år havde vi valgt at skåne bestanden af skrubbere, og undlade at risikere at skade nogle undermålere, så kuren var flyttet op i Arnes dejlige varme stue, hvor der så var smagning på "livets vand".
Godt nytår til alle fra Steen K., Peter W., Roland og Arne