Hjem |  Forum |  Kalender

 

DM 2024 Tisvilde strand
 
I weekenden den 27-29.sep var der indbudt til DM i Surfcasting med base i Kongernes feriepark på Nordsjælland. Arrangementet er åbent for alle, så det kan undre os at der kun var 13 surfcastere tilmeldt. Om fredagen havde Dansk Surfcastingklub indkaldt til Generalforsamling med efterfølgende foredrag med Jesper Larsen. Jesper fortalte om hans ture til Norge og Skotland lige fra planlægningsprocessen til fangster af store havål og rokker. Flot fortalt og med nogle super flotte billeder. Det må helt sikkert give inspiration til andre medlemmer der drømmer om Norges store fisk.
 
Efter foredraget var der traditionen tro hygge i campinghytterne, hvor der blev lagt store planer om morgendagens forventningsfulde fangster.
Lørdag morgen var der luksus morgenbuffet og efterfølgende smør selv madpakke i restauranten der hørte til campingpladsen. Den spanske kok sørgede godt for alle og manglede der noget skulle han nok fylde op.
Kl.09 var der udlevering af agn leveret fra Kott fritid, desværre kunne der ikke skaffes børsteorm nogle steder, så vi måtte alle tage til takke med sandorm. Michael og Per kørte i forvejen og stillede plads numre op på stranden ved Tisvilde, så det var klar til de andre deltageres ankomst.
 
Kyststrækningen ved Tisvilde er før blevet anvendt til DM i 2015 og her blev der fanget 193 fisk, så det var med store forventninger vi startede fiskeriet Kl.11. Med 18m/s i nordvestlig retning, store bølger, strøm og utrolig meget tang, der konstant satte sig på snøren og forfang, ja så mindede det mest af alt om næsten de samme forhold, der gør sig gældende til Nordsøcup på Vestkysten. De fleste nøjedes med at fiske med en stang, da det ikke kunne lade sig gøre at fiske med 2. Når man kastede forfanget ud kunne man fiske i ca 5min, så løsnede ankerloddet pga trækket fra 2-5kg tang, der nu sad fæstnet til hoved og slagline. Når man så fik halet ind, kunne man bruge ca 5-10min på at fjerne tang og klargøre til næste kast, det var en ulige kamp mod elementerne.
Det var også derfor, at der var en del der gav op i forbindelse med pladsskifte kl.14:15. Andre tog det som en fornyet mulighed for at fange en fisk, så man evnt. kunne komme på podiet.
             
En surfcaster kan jo som bekendt fange fisk i næsten alle forhold og det var der 4 deltagere der beviste denne dag. Vinderen af fiskekonkurrencen blev den dygtige surfcaster Tage Nielsen som lykkedes med at fange 5 fisk, på 2.pladsen kom Bue Poulsen med 3 fisk, efterfulgt af Uwe Bartikowski også med 3 fisk. I alt blev der fanget 11 skrubber og 1 hvilling. Et fangst resultat der nemt kunne have været 10 doblet, hvis vejret havde set anderledes ud.
Resultat af fiskekonkurrencen
 
Alle var godt kvæstet efter tovtrækkeri med tang og frisk vind i hovedet, så det var en sand fornøjelse at gå til et veldækket bord i restauranten, hvor der kl.19:30 blev serveret schnitzler med kartofler, ærter og efter Thors ønske champignon sovs, hvilket var et godt valg.
Præmierne blev uddelt og der blev efterfølgende diskuteret lidt om, hvordan DM fremadrettet skulle foregå. Alle var glade for det nuværende setup, hvor arrangørerne (Arne + Kristian) sørger for det hele. Der kom nogle forslag til mulige steder for afholdelse af DM 2025, som vil blive undersøgt.
Kastekonkurrencen startede søndag omkring kl.10 på en mark ved Græsted veteranklub.
Der var en frisk rygvind, så mulighederne for lange kast absolut var til stede. Der blev enighed om 5 kast i valgfri vægtklasse. Bue Poulsen fik 1.pladsen for et kast på 193,2m efterfulgt af Tage Nielsen med et kast på 191,9m. 3.pladsen gik til Kristian Ø. Pedersen med et kast på190m.
Resultat kastekonkurrencen
 
 
I den kombinerede konkurrence blev det for 3.gang i træk Tage Nielsen der blev Danmarks mester. På 2.pladsen kom Bue Poulsen Efterfulgt af Michael Mortensen på 3.pladsen.
 
Det gik forrygende med afvikling af kastekonkurrencen og folk kunne selv finde deres crack off på marken, så kl.12 var vi klar til præmieoverrækkelsen.
Da der for første gang var en deltager med på 80 år, var der en helt speciel lille pokal til længste kast for 80+, som gik til Ivar, med et kast på 110 m

Stor tak til vores sponsorer Pure fishing og Dansk Surfcastingklub, som har gjort det muligt at få fat på nogle rigtig gode præmier igen i år.

Der skal lyde en stor tak til arrangørerne for at stable endnu et vellykket DM på benene for 22 gang. Til næste år bliver det vest for Storebælt og der håber vi på at kunne mødes igen. Vi er mange der glæder os hvert år til DM i surfcasting og det er ikke kun for de spændende konkurrencers skyld, men lige så meget for glæden ved gensynet af gamle som nye deltagere fra nær og fjern.   
 
Per 

Resultat af fiskekonkurrencen

Resultat kastekonkurrencen

Resultat kombineretkonkurrence