Hjem |  Forum |  Kalender

Til surfcasting bruges både multihjul og fastspolehjul. Begge hjultyper er velegnede. Det mest udbredte blandt casting entusiasterne er multihjulet, og blandt dem hvor fiskeriet er hovedsporten, er fastspolehjulet mest udbredt.

 

Generelt kan siges, at hjulene bør have kapacitet til at rumme mindst 200m af den line, du fisker med, og de skal selvfølgelig kunne rumme noget mere line end din kastelængde. Loddet flyver jo ikke ret ud, og sidevind kan også tage en hel del line af spolen.

 

Som det ser ud i dag opnås de længste kast med multihjul. Men potentialet for fastspolehjul er nok endnu ikke så gennemprøvet, og den engelske rekord herfor er over 240m.

 

 

Fastspolehjul til langkast skal have en stor spole. Både en høj spole og en stor diameter. Dette for at begrænse faldet i lineniveau på spolen under kastet. Efterhånden som linen kører af spolen på et fastspolehjul, bliver der en højere kant på spolen, som linen skal forcere. Dette øger modstanden, og modstand mod afgivelse af line fra spolen, er en af de faktorer, som er med til at begrænse kastelængden; udover selvfølgelig vindmodstand mod lod og line og gnidning mod stangøjerne.

 

Fordelene ved fastspolehjul er at de er nemmere at kaste med. Og de har højere indspinningshastighed, hvilket er godt når forfanget skal holdes fri af bunden, og du får ofte hurtigere din fisk ind, så du kan få forfanget ud igen.

 

Ulempen ved fastspolehjul er, at de er større og tungere, og efter en tids brug kinker linen. Dvs. får tendens til at sno sig i proptrækkerspiraler. Det kan også være et problem at holde linen med en finger, når man kaster et tungt lod med stor kraft, men der er udviklet ganske glimrende hjælpemidler til det formål. En slags aftrækker kan man sige. Man skal ligeledes huske at spænde bremsen meget stramt ved kast, da det også er behjælpeligt med at hindre linen i at glide, før kastet skal afsluttes.

 

Multihjul kræver mere af brugeren end et fastspolehjul. Problemet med et multihjul er den altid tilstedeværende risiko for overløb. Overløb opstår når spolen roterer hurtigere end loddet trækker line af. Et overløb = en filterkage og i slemme tilfælde = knækket og spoleret line og mistet forfang. Til langkast er hjulene tunet til at løbe så let som overhovedet muligt, og det er derfor meget vigtigt, at standse spolens rotation med en finger, når loddet lander. Det kræver især i mørke nogen øvelse at fornemme nedslaget. Når man kan høre det, er det for sent, og i blæst og bølgebrus kan man slet ikke høre det. For at have så let løbende hjul som muligt, kaster man oftest med hjul uden linefører, så man skal også have lært, at lægge linen korrekt på spolen under indspinning. Lineoplægningen er dog nem, at vænne sig til.

 

 

Fordelene ved multihjul er, at de er lettere og mere kompakte, og moderne multihjul er udstyret med en variabel magnetbremse, som man kan styre spolens tendens til at overrotere med under kastet, således at der stort set ikke er modstand mod hjulets afgivelse af line. Ved kastet har man mulighed for at bruge hele tommelfingeren hen over spolen, til at holde godt fast med, forudsat at hjulet er uden linefører.

 

Et meget benyttet trick for at holde spole eller line under kastet, er at have et stykke gummi fx af cykelslange, på den finger der holder spolen under kastet. Ved multihjul har man også mulighed for at fastgøre et gummistykke på stangen, som svipper tilbage når man i kastet slipper spolen. En anden ting der er værd at være opmærksom på ved brug af multihjul, er at man sørger for at have knuden mellem bagline og slagline liggende ude til den ene side på spolen. Den kan skære grimt i fingeren, hvis grebet om spolen smutter i kastet.