Hjem |  Forum |  Kalender

Nordsøcup 2024

 userfiles/image/2024/NC/Per.jpg


I år var den 28 gang at der skulle afholdes Nordsøcup og med en 1.præmie på 10.000dkr og præmier for 100.000dkr. var der gode chancer for at vinde en fin præmie med hjem.
144 tilmeldte fra nær og fjern, omkring 15 danskere og 20 Hollændere og over 100 tyskere havde valgt at deltage i år.
Fra Surfcastklubben deltog følgende 5pers: Frode, Peder Langkast, Henning, Peter Villadsen, Eddie og undertegnede. Der var i år følgende 6 sektorer vi skulle fiske i: Houvig Købmand, Houvig strand, Sidselbjerg, Strandgården, Bækbygård og Odbjerg strand. Handicap sektoren var igen i år udnævnt til Sidselbjerg. Kl.11 skulle der trækkes lod og reglerne skulle gennemgås på først dansk, så tysk og til sidst på hollandsk.

 
Jeg fik i år Houvig strand, plads nr 10, som er lidt til venstre for nedgangen.
Vejret var forrygende godt, årstiden taget i betragtning, 12-14 grader og 4-6m/s fra sydlig retning.
Eneste minus var at vi startede fiskeriet for faldende vand og først kl. 17 ville det begynde at stige igen. Kl.13 blev forfangene sendt ud med friske sand- og børsteorm. Startede med 150g lodder i pyramide form, det viste sig at de fint kunne holde bunden. Fiskeriet var lidt sløvt til at starte med og der gik ca 2 timer før jeg fik den første skrubbe i spanden, fin tyk fisk på 33cm.
Jeg gør altid det, at jeg starter med et langt kast på den ene stang og den anden et lidt kortere. Herefter haler jeg 5-10m ind for hvert 5.minut. På den måde for jeg affisket et større område og forhåbentlig finder ud af om fiskene hugger langt ude eller tættere på land. Det var lige på indersiden af 2.revle at de var på min plads. Det var godt 100-120m ude, så der skulle da kastes lidt til. Der var en periode på 2-3 timer hvor der ikke skete meget trods varierende kastelængder. Her var det supergodt at der blev serveret Gullasch suppe og valgfri øl/sodavand med en tilhørende Underberg. Det må have været nogle store suppegryder til 144 sultne Surfcastere, som blev fragtet på ladet af en ATV.

           
Fra kl.17 og frem mod mørket begyndte der at ske noget, strømmen tiltog og ankerlodderne skulle findes frem og fiskene begyndte at bide. Jeg efterfølgende fik 5fisk, så jeg i alt nåede op 6 store skrubber. En af skrubberne var hele 44cm og vejede på den rigtige side af 1kg, imponerende tyk og i virkelig god foderstand. Til højre for mig stod en anden dansker, han fik omkring 7 skrubber og til venstre for mig stod en tysker som fangede absolut intet. 2 pladser til venstre for mig stod en Hollænder som tilsyneladende havde en imponerende fangst på hele 47skrubber. Vi snakker om blot små 80m til venstre for mig. Man kunne tydeligt se at han stod et godt sted hvor der var en dyb strømrende, måske kun 20m bred, hvor der var sandbanker på begge side ved 1.revle. Jeg lagde mærke til at han kun kastede omkring 50m ud og der var fisk, ca 1 fisk hvert 8.minut.
Kontrollørerne der gik rundt på stranden sagde at han smed alle fiskene ud igen, da han ikke ville have dem. Jeg var over at snakke med ham og kort tid efter fik jeg 15fisk af ham, alle over 30cm og flere store på +40cm, så jeg havde da 20+ fisk med hjem.
Vi pakkede sammen kl.19 og kørte tilbage til Hvide sande i menighedens hus, hvor der traditionen tro blev serveret klar suppe med kød og melboller efterfulgt af frikadeller med kartofler og brun sovs. Til de heldige som stod først i køen var der også rødkål. Køen var nemlig lang når samtlige 144 skulle til fadet. I det hele taget så var der lidt presset med pladsen til alle deltagere, men vi kunne være der.

Vi var nu spændte på at høre resultatet som skulle præsenteres herefter når alle pointene var talt op. Ca Kl.22 startede præmieuddelingen. Der blev fanget 1542 fisk i alt, hvilket er lidt under 11 fisk i gennemsnit per deltager. Største fisk blev en havørred på 46cm. Juniorpræmien gik for 7 fisk og herefter blev vinderen udråbt med 47 fisk og 1038point blev den Hollandske fisker fra sektor Houvig. Sektorvinder Bækbygård 41fisk, Sektorvinder Odbjerg strand 37fisk, Sektorvinder Strandgården 36fisk, Sektorvinder Houvig købmand 29fisk og til sidst Sektor Sidselbjerg med 22fisk til vinderen. Bedste dansker blev Henning Christensen på en 33.plads med 17fisk.

 

Jeg syntes at denne Nordsøcup var en af de bedre rent fangstmæssigt. Afviklingen af konkurrence, bespisning og præmieoverrækkelsen gik forrygende godt, når man tænker på antallet af deltagere og antallet af fisk. Stor ros til arrangørerne for at vi var færdige allerede kl.23:00.
Eneste minus er at meget af hyggen går lidt væk, når der er så mange til spisning. Måske det kan ændres ved at vi var lidt flere danskere der deltog. Ses vi næste år til Danmarks største surfcast konkurrence, det tror jeg nok vi gør.

 

Per