Shark, shark,Shark genlyder ekkoet under broen.
Tag med på Nordens bedste hajfiskeri i de smukke Sydnorske fjorde.
Det er nu et forbudt fiskeri, læs nederst i artiklen
For nogle år siden i august måned, helt præcist klokken 20 en fredag aften, befandt vi os ved en fjordmunding i Sydnorge og venter på det første hug fra pighajerne. Der er kun 130 meter over til den anden side, så det er noget af en flaskehals som vandet fra den store fjord skal presses igennem. Så vi bruger 175 grams ankerlodder til at holde vores takler med sild fast til bunden, som i øvrigt er meget grov her. Derfor bruger vi Breakaway Escape Link, som udløser loddet når taklet rammer vandet. Så er det kun en svag knækline som forbinder taklet med loddet. På den måde er det i værste fald kun loddet vi mister, når der er hug, eller når agnen skal udskiftes.
Roberts favoritplads.
Vi ville egentligt have fisket på Roberts favoritplads, men da vi kom derhen stod der så mange tejner, at der kun var plads til en kunne fiske der. Det var ikke lige det vi havde rejst til Norge for at opleve. Så vi så os om, og på den anden side af fjordmundingen, kunne vi alle tre fiske med to stænger hver.
To småtorsk.
Vel over på den nye plads klargjorde vi grejet og kastet taklerne ud med de store stykker sild på vores Pennel pulleyrig. I stedet for stålwire, brugte vi 150 punds nylonline, det skulle give flere positive hug. Robert mener pighajerne ofte spytter agnen, når de kan mærke wiren. At binde knuder på så tyk en line er ikke nogen let sag, heldigvis havde vi købt en ”Trace Mate”, med den kan man binde knuder på selv 300 punds nylonline.
Inden længe havde Robert fået en lille undermåls torsk. Den kom straks ud igen, og så var det Bents tur til at hive en torsk op på land. Den var bedre, og kom straks i køleboksen.
Jeg havde ellers håbet Bent ville få bid af en haj, for han var den eneste som ikke havde haft fornøjelsen endnu. Både Robert og jeg havde fortalt Bent om hvor godt en pighaj kan slås, den har ingen svømmeblærer og bliver derfor ikke tryksyg, selvom man hiver den op fra 30 meters dybde.
Dagen efter regnede vi med at tage ud på Nordsø kysten og fiske efter grov torsk og havål, så Bent skulle gerne fange sin første haj denne aften.
Hurtig haj på land.
Så skete der noget ved mit ene takel, jeg lod hajen få lidt tid, inden jeg rullede hårdt ind og satte krogene i hajens mund ― herligt igen at mærke pighajens bevægelser i bunden af surfstangen. Det var en lille to kilos han haj, der lidt efter kom til syne i overfladen. Bent fik instruktion i at behandle hajen under afkrogningen, så han hverken blev bidt, eller stukket af hajens giftige pigge, inden den blev foreviget og genudsat.
Den døde periode.
Der skete ikke noget nu, vi skiftede agn mindst hver halve time, men fjorden virkede død nu. Jeg har tidligere fisket efter pighaj i området, også dengang var der hug perioder. Typisk fik jeg ret hurtigt et par hajer tidligt på aftenen, hvorefter der blev stille indtil klokken 23, så kom de igen.
Vi gik og hyggesnakkede og nød den flotte solnedgang over fjeldet mens vi nød en kold øl fra køleboksen, det vil sige, det var kun Bent og jeg, for Robert var udnævnt til Doktor Driver på denne tur, så han måtte pænt vente med alkoholen til vi kom hjem til campingpladsen.
Et lille monster på land.
På et tidspunkt. da jeg skulle til at skiftede agn, kunne jeg mærke lidt modstand da jeg trak ind ― det er nok en lille torsk tænkte jeg. Da fisken kom op på land, troede jeg, at jeg havde fanget en lille brosme. Ind fra sidelinjen kom Robert og sagde ”Hey, that is a monster” Jeg lignede et stort spørgsmålstegn, så Robert fulgte op, ”it is a big tadpole fish” han forklarede at fisken som ligner en monster stor haletudse, normalt kun bliver 10 til 15 centimeter lang i irsk farvand, så den var måske en ny verdens rekord. Vi målte den til 28,5 centimeter, men glemte helt at veje den. Hjemme i Danmark fandt jeg senere ud af, at det var en sortvels som jeg havde fanget, og at den danske rekord, er på 0,622 kilo og 31 centimeter lang.
Det bedste ved at fiske med naturlig agn er, at man aldrig ved hvad der hugger, måske er det en ny art til specimen listen. To år tidligere fiskede jeg også i Sydnorge, her fangede jeg en brungylte på hele 27 centimeter. Det lyder måske ikke af meget ― set i forhold til at de diverse bøger, så kan de ikke blive over 25 centimeter lang, så det var et lille monster.
Robert mister tilliden til pladsen.
Der blev stille igen, og mørket havde sænket sig over os. Efter en stund mistede Robert tilliden til pladsen, og ville prøve over mellem tejnerne, hvor han på tidligere ture til Norge, havde fanget masser af pighajer. Bent og jeg besluttede os til at blive på denne side, og rykkede længere indad i fjordmundingen, så vi kom til at fiske under en stor vejbro. Her kunne vi kaste vores agn over i det samme område, som Robert ville fiske i.
Ekkoet gjaldede.
Bent og jeg kastede ud midt i fjordmundingen, her var der op til 22 meter dybt, og da vi kunne se Robert var ved at pakke ud over på den anden side af broen, fik Bent hug af sin første haj. ”Shark” råbte vi til Robert, så ekkoet gjaldede under broen. Bent fik styr på pighajen og kunne snart lande en to kilos han haj. Det glædede mig meget at se begejstringen malet i hans ansigtet ― det var det vi var kommet til Sydnorge for, en fed oplevelse med adrenalin pumpende pighajer.
Ikke tid til cognac.
Bents første pighaj skulle fejres med den medbragte og pragtfulde cognac fra Chateau de Montifaud, lavet af Michel Vallet. Vi havde skævet til den flere gange, for at finde på en god undskyldning, for at tage hul på den, men uden held. Nu skulle der smages, troede vi ― for nu gik hajerne amok, jeg fik bid og inden den var inde, var det Bents tur igen, ”Shark, Shark” råbte vi til Robert. Så var det min tur igen, cognacen havde vi stadig ikke rørt, og hurtigt nøjedes vi med at fiske med en stang, for ellers kunne vi ikke nå at trække ind, inden der var fisk på den anden.
Aftenens sidste haj.
Vi var overbevist om at Robert havde fanget mere end os, for vi hørte ikke noget fra hans side. Det er så typisk for ham, at gå stille med dørene, for så et have fanget flere fisk end vi havde lagt mærke til. Efter en stund, hvor vi flere gange havde råbt shark når vi landede pighaj - uden at han reagerede, ringede jeg til ham. ”How many sharks have you caught” spurgte jeg, “no one” svarede Robert ― jeg kunne ikke tro mine egne øre, her halede vi hajer ind, og han fik ingen. ”Come over to us, there is plenty here”.
Da Robert havde pakket sammen og kom over til os, havde han stadig ikke fanget noget, så jeg gav ham min ene stang, som jeg vidste der var fisk på og lod ham trække den ind, imens Bent og jeg nød vores velfortjente cognac. Snart holdt Robert en fin 3 kilos haj i favnen, og smiley face var tilbage.
Ud på rekognoscering
Dagen efter kørte vi ud til Nordsø kysten for at rekognoscere for aftenens fiskeri. Vi skulle fiske ved en gammel naturhavn, hvor Robert sidste gang havde fanget en fin torsk på fire kilo.
Vi så os lidt om, og lidt syd for havnen lugtede det af stortorsk og havål ― der var lang og kraftig brun tang over rigtig grov bund. Godt vi havde det groveste surfgrej med, ellers ville vi ikke have en chance for at lande fisken her.
Svimmelhed resulterede i gensyn med gammel plads.
Skæbnen havde en anden plan for os, for på vej hjem til aftensmaden, fik Robert det skidt, han følte sig svimmel og dårlig tilpas. At hoppe rundt på stejle klippesider i nattens mulm og mørke, dur ikke når man har det sådan ― det er simpelthen for farligt, og ingen fisk er det værd. Vi besluttede os til at prøve min gamle pighaj plads, her var der masser af plads og vi fiskede lige på indersiden af fjordmundingen. Her er der ti meter dybt få meter ude og det skråner ned til 35 meters dybde ude i enden af kastet. Bunden er så fin, at man faktisk ville kunne bruge en let surfstang eller en kraftig karpestang her, hvis strømmen ikke er for kraftig.
Utålmodig irlænder.
Robert var utålmodig og lidt knotten, for der var jo ingen fisk der bed på. Jeg kendte pladsen godt nok til at vide at de nok skulle kommer, og inden længe havde Robert bid, en fin pighaj kom op på det tørre. Vi afkrogede dem ved at bruge en disgorger, hvor man sætter loopet på linen og skubber den ned i krogbøjningen, herefter trækker man med stram line krogtjavsen ud til siden og ned langs fisken. Herved drejes krogen rundt, så fisken kun hænger fast i krogens modhage. Fiskens egen vægt trækker således krogen ud af munden og fisken falder ned i vandet, hvilket sørger for at fisken genudsættes hurtigt.
Oprejsning til Robert.
Robert begynder at få bid med jævne mellemrum, og inden længe får også Bent og jeg fisk. Det er dog Robert som scorer de fleste - han havde fundet melodien, og er fuldt beskæftiget med at hale fisk ind.
Kan kun styre en stang.
Da klokken runder midnat, går hajerne amok i et stort ædegilde, og vi kan kun styrer en stang. En af Bents hajer er hård at trække ind, og vi tror at det er en ordentlig fisk. Det viser sig dog, at hajen fuldstændig har viklet sig i taklet, så vi omdøber hurtigt Bent Andersen til Bondage Bent. Da hans næste haj også er viklet ind i taklet, bliver hans nye navn stadfæstet.
De store hunner hugger.
Den næste fisk Bent kroger, kæmper bedre end de andre og efter en stund kommer en rigtig flot haj op at vende i favnen på Bent. Stolthed og lykke står nu mejsles ind i hans ansigt. ”Nu har jeg fanget nok” udbryder han mæt, hvorefter han pakker sit grej sammen og hygger om os resten af aftenen.
Pludselig står Robert med en tung haj for enden af linen, den kæmper rigtig godt, og da den kommer op, viser det sig at være en dejlig dame på 5,3 kilo fordelt på 100 centimeter. Så er de store madammer her tænker jeg, derfor agner jeg op med en hel sildefilet. Der går da heller ikke andet end et par minutter, så er der bud efter agnen. Hajens uforudsigelige bevægelser forplanter sig ned i bunden af surfstangen. Netop hajernes uforudsigelige måde at fighte på, er det som tryllebinder mig, og derfor vil hajfiskeri altid have en magisk tiltrækningskraft i mig. ”Den er god den her” udbryder jeg og pumper hajen hårdere op gennem vandet. Jeg bliver lidt for ivrig, og river krogen ud af hajens mund. Der kommer straks et par friske bemærkninger fra mine fiskekammerater. Det må være det man kalder ivrighedens pris.
Det blev turens sidste kontakt med hajerne, vi havde tilsammen fanget over 30 styk fordelt på to afteners fiskeri. Jeg er allerede ved at planlægge en tur til vinter - hvilke overraskelser vil Sydnorges dybe fjorde og stejle kyster afsløre til den tid…
Bue Poulsen
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er nu forbudt at fiske målrettet efter pighajen med stang, og fanger man en skal den straks genudsættes. Dog må erhvervsfiskere tage dem som bifangst. Linket er til lovgivningen.
Her står følgende:
Melding fra fiskeridirektøren
J-144-2012
Forskrift om endring av forskrift om forbud mot fiske og fangst av brugde, pigghå og håbrann i 2012
§ 2 første ledd (endret) skal lyde:
Det er forbudt å fiske og lande brugde (Cetorhinus maximus), pigghå (Squalus acanthias), håbrann (Lamna nasus) og silkehai (Carcharhinus falciformis). Forbudet gjelder også fritidsfiske.
