Hjem |  Forum |  Kalender
Re: Hjælp og tip søges
Fra : Kristian
Dato : 06-12-2018 13:53
Emne : Re: Hjælp og tip søges

No problem. Her er 10 tips.
10 tips til molefiskeren...

1. Børnefest. Tag børnene med. Molefiskeri er et oplagt sted at introducere fiskeriet for børn. Der findes som regel fisk lige på den anden side af molen. Moler er meget ofte børnevenlig, og overskuelige for den voksne, og der er altid noget man lave, hvis man ikke lige gider fiske hele tiden. Et godt sted at starte sin fiskekarriere og få gode oplevelser. Og så findes der mange farvestrålende fiskearter. Ved at sænke sin agn ud over molekanten er der chance for at fange de mest flotteste fisk i dette land. Det er fisk som blåstak, småmundet gylte, forskellige ulke, ålekvabbe, knurhane og småtorsk. Man kan også fiske med flåd fra molen, og i sommermånederne fanges vores sommergæster som hornfisk og makrel.
2. Varier din agn. Udvid sortimentet og prøv andet end børsteorm. Prøv for eksempel med en cocktail af forskelligt agn. Svenskerne bruge oftest pil-selv rejer fra supermarkedet. Det er en dyr spise, men en billig agn, og det er specielt godt til fladfisk. I supermarkedet kan man også finde frosne blæksprutter. Skær tynde strimler og afslut din agn med en strimmel blæksprutte. Eller tag børnene med på stranden og indsaml muslinger og grav efter sandorm. Det er en fin rækkefølge fra indsamling af agn til fisk til middag.
3. Fisk om natten. Om natten er mange fisk inaktive og ikke til at få til bidet. Men der er også arter, der nu kommer til live og går på jagt på ganske lavt vand. Det gælder for eksempel torsken. Om natten er der chance for at møde den helt store.
4. Medbring en kikkert. Mens man fisker og blot venter på bid, er det spændende at følge skibene eller havfuglene på afstand. Her er det godt med en kikkert. Der findes kikkerter i lommestørrelse, som let glider ned i en lomme eller i en sidelomme på fisketasken. Så kan man introducere andre mågearter end ”landmåger og havmåger” for sine børn eller for sig selv.
5. Opgrader dine forfang. Ved at binde forfangene selv, er det dig, der bestemmer, hvordan forfanget skal se ud. Man kan for eksempel kombinere en lille krog med en stor krog, og man kan også tilføje en flydeperle på en tredje krog, så man med et og samme forfang fisker efter store fisk, efter små fisk, og fisk, der ikke er glade for at søge til bunden for at finde føde. Samme forfang kan fiske effektivt efter makrel og hornfisk med en krog, stor fladfisk eller torsk med en anden krog, og de små farvestrålende arter med den sidste krog. Så sker der noget...
6. Varmt vindtæt overtøj. Selvom det er vindstille og varmt inde i landet, er det som regel altid lidt køligere ved kysten. Særligt hvis vinden kommer ude fra havet. Husk derfor altid lidt mere tøj, end man ville have taget med andre steder. Det er særligt vigtigt, hvis der er børn med. Går børnene først kolde findes kun en rationel løsning, og det er at tage hjem. At fiske fra en mole kan være meget ”stillestående”, ikke at der ikke sker noget, men man behøver ikke bevæge sig meget, og så kan man let blive kold.
7. Gaf. De fleste moler har et stort fald ned til vandspejlet. Det betyder, at man skal løfte sine fisk fra vandkanten og op til molekanten. Det er let nok med mindre fisk. Men bliver fisken pludselig 2 kg eller mere, begynder det at blive meget svært, og i mange tilfælde umuligt. Start derfor altid fiskeriet med at have tænkt igennem, hvor og hvordan man kan lande den store fisk. Måske går der en trappe ned et sted. Måske kan man komme ned på en lav båd eller andet. Men du kan også blot forberede dig hjemmefra og medbringe en gaf. Er der for langt ned til vandspejlet kan man bruge en krog som her. Den er lidt svær at styre, men det bliver nemmere, hvis der sidder noget tungt i bunden af krogen. Prøv at kroge fisken, hvor du ville have kroget den med en almindelig gaf. Det er jo dejligt at kunne få drømmefisken hele vejen hjem til gryderne.
8. Stangholdere. Det er vigtigt, at stangen eller stængerne står solidt og sikkert, når man fisker fra en mole. Hvis de kan stå og bevæge sig frem og tilbage, mens man fisker, får de unødigt mange ridser, og måske blive de alvorligt beskadiget. Mange bruger stangposen til at forme en stangholder, andre bruger hjørner eller andet, der kan holde stængerne forsvarligt. Men man kan også - hvor det kan lade sig gøre - bruge egentlige stangholdere som de viste. De viste er fra et firma, der hedder Breakaway, og er set hos Jan & Bo i København.
9. Brug et opbevaringsnet. Det holder dine fisk friske i sommervarmen. Det er et stort problem at holde sine fisk friske i sommervarmen. Og det er specielt vigtigt i varmen. Man kan medbringe en køletaske, og få kolde øl og vand med ud, og friske kolde fisk med hjem. Nogle køletasker er også glimrende taburetter, hvis de gamle ben trænger til en pause. Man kan også som vist her bruge en fangstpose, så man holde sin fangst i live lige indtil man skal hjem. Så er fiskene helt friske.
10. Ryd op og overhold gældende reglementer. Det er vigtigt at rydde op efter sig på molen. Nogle moler er desværre lukkede for lystfiskere, fordi havnefogeden ikke orkede at rydde op efter sjuskede lystfiskere. Brug affaldsspandene og efterlad molen i mindst lige så pæn stand, som da I ankom. Overhold også forbud mod at gå ud på molehoveder eller broer, hvis der er skiltet med et forbud. Der kan være nedstyrtningsfare eller andre væsentlige forhold, der er årsag til forbuddet.


Andre indlæg i tråden