Hjem |  Forum |  Kalender
Re: Opråb til bestyrelsen (altså fra den falske Karsten)
Fra : Ivar
Dato : 16-06-2019 03:42
Emne : Re: Opråb til bestyrelsen (altså fra den falske Karsten)

Hvem har vi her, der skriver på vores forum i ly af mørket? Den falske Karsten, en ensom sjæl, der sidder på sit loftskammer og gnægger over sine indlæg, gnæg, gnæg, menneskesky og med gustenbleg usund ansigtskulør? En surfcaster, der ikke er sprunget ud, en prospect eller hang around, et råb om hjælp? Vi ved det ikke, ej fægter han med åben pande, svaret blæser i vinden...

Man gennemgår i tankerne folkene man kendt i så mange år, kan det være en af dem? Man prøver at lave en profil; ligesom når politiet prøver at finde en gerningsmand: ordforråd, indhold, udtryksform, fællestræk i tegnsætning og stavemåde.

Har vi en jyde her? man laver jydetesten: Stemmer han Venstre? siger han "a" når det hedder "jeg"? siger han "æ hav", når han mener havet? siger han: "å så tog han "hans" hat og gik, når det hedder "sin" hat? (det andet er sgu da tyveri..)
Siger han "jårbær" i stedet for "jordbær"?

Kan det være en af Århusdrengene? Arne, vores far, den pæne mand? Aldrig!
Den ægte Karsten nordenfjords fra? så falsk og beregnende kan ingen være.
Kan det være Peder Langkjær? Hvem husker ikke, da han for år tilbage under dæknavnet Laksekasteren tog røven på resten af klubben med indlæg på hjemmesiden, der medførte forargede kommentarer og bragte adskillige op i det røde felt. Hvilken herlig spøg; bortset fra, at det er dyrplageri at kaste med laks...
Per Højsgaard da? Nej, for helvede, han er jo formand!
Den falske Karsten skriver langt og med stavning og tegnsætning stort set korrekt.
(det burde udelukke Tjele-området øst for Viborg..)
Vi springer let og elegant hen over Fyn, sproget passer lissom ikke.

I indlægget nævnes en gråhåret pæn ældre herre, (de fleste ældre herrer er gråhårede) der går rundt på Frederiksberg, mit lokalområde, med en klubtrøje og en medalje med et nusset ordensbånd. (også dette burde udelukke Karsten, altså den ægte, da han næppe har været i den store by, siden han var dreng og var med sin skole herovre; i dag ville han sikkert flygte med første fly hjem, væk fra trængsel, røg og møg, do; men det er en helt anden historie)
Jeg har forgæves gransket min hjerne, om hvem af de Frederikbergske surfcastere, der tænkes på. Her ville det være rart med noget mere konkret, så jeg kunne tage fat i vedkommende og fortælle ham om klubbens kodeks med hensyn til dens stolte logo og ellers almindelig soignering.
Man må sige, at Karsten, altså den falske, har et usædvanligt indgående kendskab til Kødbyen med alle dens fristelser og skørlevned, som Karsten, altså den ægte, umuligt kan have, da han jo ikke har været der de sidste tres år.
Her tales om City Swingers og overmodne mænd i "Den Aktive ostereje", aber med løgposer og BH og rød læbestift.

Det nærmeste jeg kan komme sådanne udskejelser ligger tilbage til starten at tresserne. Her havde danse- og varitèe etablissementet Prater i Stengade på Nørrebro introduceret det hersens nymodens stripper tiise. Nogle af rødderne hjemme fra gården og mig selv havde forventningsfuldt sat os godt til rette i det dæmpede lummerrøde lys og der fik jeg set noget, jeg ikke skulle have set - min far.. Er du der, min dreng, sagde han. Vi blev enige om ikke at sige noget til min mor for ikke at gøre hende urolig. De er borte nu begge to, så i dag kan jeg sige det.
Showet begyndte og ind kom en kvinde og med høj røst annonceret som miss Et eller Andet, direkte fra Paris; nok nærmere miss Brønderslev, hm.. Sikke noget lort.

Et tidligere indblik i denne spændende nye verden har været fra et af de sidste skoleår i slutningen af halvtredserne. En af skolekammeraterne havde fundet et dameblad i farens hemmelige gemmested nederst i skuffen med sokker; altså ikke et dameblad med strikkeopstrifter og horoskoper men med rigtige damer, yderst ærbart, før pornoen blev opfundet. Vi stod nogle stykker på drengelokummet i gården, med stemmen i overgang, spirende dun på overlæben og store i bukserne, opslugt af det forjættede land, indtil gårdvagten kom og konfiskerede bladet, godt det ikke var mig. På den anden side, faren kunne jo ikke så godt spørge, om nogen havde set det. Det var dengang, i dag kan man finde alt på de sociale medier på et splitsekund. (nogen der kan fortælle, hvordan man gør?)

Nå, vi fik jo ikke afsløret, hvem denne mørkets skriverrik er, han sidder vel og pønser på nye obskure ting; jeg har nu en god idè om, hvem han er, men det kan jeg jo ikke sige højt.
Ja, det blev en lang smøre, der ikke havde meget med surfcasting at gøre og der blev nok også vævet en del; på den anden side, det var jo ikke mig, der begyndte.

Den sande Ivar







Andre indlæg i tråden